Sidste jagt er sat ind
Foto: Ivan Bitsch
Hvad ønsker fruen sig, og hvor kan jeg finde det. Mænd i alle aldre er på en hård prøve i julehandlens sidste dage.
Presset hviler på mange mænd i juletiden. Hvad skal fruen have? Hvordan skal det set ud? Og hvor finder jeg det? Spørgsmålene er mange, og her dagen før juleaften er der stadig mænd på gaden, der er på jagt efter den perfekte gave til fruen derhjemme.
- Vi mangler at købe til min kone. Og vi ved ikke, hvad det skal være. Vi er lidt i panik, siger Bo Larsen, der har taget sine to sønner med som forstærkning i jagten på gaven til deres mor.
Og der er masser af ting at vælge mellem. Lingeri, tøj og parfume. Men det betyder også, at der er mange steder, man som mand kan fejle, når man handler gaver. I Salling i Aalborg er ekspedienterne vant til at hjælpe de mange stressede mænd.
- De begynder at blive lidt desperate efterhånden. Det kan man godt mærke på dem - at nu skal det altså bare være. Nu skal vi finde den helt rigtige ting, for nu er det ved at ebbe ud her til sidst, siger Charlotte Skoda Poulsen, der sælger makeup og parfume i Salling.
Men om få timer er det hele slut. Butikkerne lukker, og så er der bare tilbage for mændene at håbe på, at gaverne vækker lykke derhjemme, så julefreden kan sænke sig over hjemmet.