Siger farvel til et halvt hold

Aalborg DH spillede søndag sæsonens sidste ligakamp. En kamp uden reel sportslig betydning, men en kamp, der markerede afgangen på et halvt hold og en turbulent sæsons afslutning.

Søndag spillede Aalborg DH sæsonens sidste kamp. Det blev en kamp, hvor hajerne fra Aalborg var modstanderne overlegne. Kampen endte 34-19 til hjemmeholdet. Men det er næppe resultatet, der betyder noget. Kampen var nemlig sidste kamp i nedrykningsspillet, men da Aalborg DH allerede havde sikret sig en ny sæson i den bedste række, var kampen reelt uden sportslig betydning. Alligevel var det en kamp, som holdet var opsat på at vinde.

- Det er sådan, at det er sidste kamp i den her sæson, hvis man tager pokalturneringen væk. Det er selvfølgelig en kamp, hvor vi gerne vil vise os fra vores bedste side, selvom det er under svære vilkår, siger træner Allan Heine til Tv2/Nord.

For Aalborg DH var det kampen, hvor hele ni spillere spillede deres sidste kamp for klubben. Bland dem var Sabine Pedersen, der skifter til Viborg HK.

- Det er helt vildt mærkeligt, rigtig mærkeligt, siger Sabine Pedersen til TV2/Nord med hentydning til, at hun ikke længere skal spille i klubben.
Efter dagens kamp mangler der kun en kamp i pokalturneringen. Dermed kan klubben så småt begynde at kigge fremad mod næste sæson, hvor holdet langt fra er på plads.

- Uvidenhed er noget af det værste i verden. Det her med at alt er usikkert, og du ved ikke rigtig, hvilket ben du skal stå på, men jeg er sikker på, at vi nok skal få stablet et fornuftigt hold på benene, siger Allan Heine til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland