Ski-eventyr er formentlig slut
Drømmen om et stort skicenter på toppen af bakkerne i det vestlige Frederikshavn ser nu ud til at briste - i stedet tyder meget på at kommunen overtager området og sælger ud til boliger.
En af investorerne bag skiprojektet Jørgen Petersen siger i dag til TV2/NORD, at skibakken er kollapset - men han vil først efter et møde med kommunen på mandag endeligt tage stilling til om skieventyret definitivt er slut.
- Vi har planlagt hele området efter et skicenter der, og vi har brugt rigtigt mange penge på det, men nu går vi i dialog omkring, hvad der skal ske, siger John Christensen (Venstre), der er formand for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn.
Mens flere byrådsmedlemmer fra Venstre er ærgerlige over udsigten til fortsat grønne områder på bakketoppen, så glæder det SF i Frederikshavn, at meget nu tyder på, at skicentret aldrig bliver til noget.
- Vi har ikke brug for sådan en gang tivoli, så det vil dejligt, hvis den plan nu endelig bliver droppet, siger Brian Pedersen, byrådsmedlem for SF i Frederikshavn.
Det er mest gået ned ad bakke for skicenter projektet - siden de ambitiøse planer kom frem for næsten ni år siden. Byggeriet skulle have været i gang 1. juni i år, men kort før fristen bad investorerne i stedet Frederikshavn Kommune om at købe hele området tilbage.
Planen var at området siden skulle lejes ud til investorerne i Projekt Skibakke - og forinden skulle de planlagte byggegrunde for foden af skibakken også sælges. Den plan, mente Statsforvaltningen var ulovlig, og dermed tyder meget på, at det oprindelige økonomiske grundlag er væk under skicentret.
Frederikshavn Kommune kan nu vælge at udnytte sin tilbagekøbs-aftale på området og udstykke det til flere boliger. Det er blandt andet det, et møde mellem investorer og kommune på mandag skal være med til at afklare.