Skibsbrand i Frederikshavn

Tidligt mandag opstod der brand på et skib i Frederikshavn. Det lokale brandvæsen melder, at situationen nu er under kontrol.

Lidt over klokken otte mandag morgen blev Frederikshavn brandvæsen kaldt ud, da der var opstået brand på et skib, der lå i byens havn.

- Vi er endnu ikke sikker på årsagen til branden, men der har været udført noget skære- og svejsearbejde på skibet, og det har formentlig så ført til branden, siger indsatsleder fra Frederikshavn Brandvæsen, Rene Bech.

Ifølge Frederikshavn Brandvæsen er branden nu under kontrol, men der arbejdes stadig på skibet.

- Branden er under kontrol, men der er stadig meget, meget varmt på skibet. Lige nu er der en meget kraftig røgudvikling, men vi forventer at have styr på situationen inden længe, siger Rene Bech.

Ingen personer er kommet til skade ved branden.


Seneste nyt

fra Nordjylland