Skraldemænd får kæmpebøde
Foto: TV2/Nord
Nord-ren overholdt ikke sin del af aftalen, da de i vinter nedlagde arbejdet på grund af for meget sne på vejene.
Den hårde vinter gjorde, at renovationsarbejderne i Hjørring flere gange nedlagde arbejdet, fordi de mente, at det var for farligt at bevæge sig på de snedækkede veje i kommunen. Det betød, at mange borgere ikke fik tømt skraldespande.
Nu har Hjørring vurderet, at det ikke var i orden. De har derfor givet renovationsfirmaet, Nord-ren, en bøde på 41.000 kroner. Derudover mister selskabet en bonus på 12.000. Samlet ryger bøden altså op på 53.000 kroner. Det er den højeste bøde, Hjørring kommune nogensinde har uddelt til et renovationsfirma, det skriver Nordjyske.
Ifølge avisen tjente Nord-Ren sidste år to millioner kroner før skat, så det er nok begrænset, hvor stor effekt bøden har.
Efter skraldeskandalen i vinter har Hjørring Kommune undersøgt, hvad skraldemændene gør i andre lande med meget sne. I Norge bruge man blandt andet snekæder og pigdæk for at bevare vejgrebet.
- Herhjemme vælger mange af vognmændene, at det ikke er nødvendigt udstyr, så måske skal vi føje nogle flere krav ind i kontrakten og få præciseret nogle ting, siger miljømedarbejder Susanne Christensen fra affaldsteamet i Hjørring Kommune til Nordjyske.