Skuffede sommerhusejere efter ministerbesøg

Foreløbig har sommerhusejerne på Nørlev Strand ved Hjørring selv måttet betale for kystsikring af deres sommerhuse. Da flere ministre var på besøg i dag, kunne de ikke love at staten fremover vil hjælpe til.

Bortset fra kysten ud for Lønstrup betaler staten ikke én krone til sikring af Vestkysten i Hjørring Kommune. Men på en lang kyststrækning fra Nymindegab til Hanstholm pøser staten 90 millioner kroner ud på sandfodring hvert år for at sikre kysten. Det mener en lang række ejere af de Vestkystnære sommerhuse i Hjørring Kommune er at forskelsbehandle.

- Jeg anerkender, at der er nogle historiske ordninger, hvor man har hjulpet nogle steder og ikke andre. Derfor har vi i lyset af klimaforandringerne behov for at få lavet en analyse, så vi kan få overblik over hvor udfordringerne bliver størst i fremtiden. På baggrund af analysen må vi så se om vi skal organisere kystsikringen anderledes, sagde miljøminister Kirsten Brosbøl (Soc.dem.) til TV2/NORD, da hun mødte sommerhusejerne på stranden.

De seneste storme, Bodil og Egon, har gjort en stort indhug i kysten under Christian Hartmanns sommerhus, der nu er ved at falde i havet, fordi staten ikke vil være med til at kystsikre på Nørlev Strand. Han giver ikke meget for miljøministerens udmelding.

- Jeg er skuffet. Jeg tror simpelthen ikke ministrene forstod hvad vi sagde, når vi fortalte dem, at vi føler forskelsbehandlet i forhold til de, der har sommerhus nær kysten mellem Nymindegab og Hanstholm, siger Christian Hartmann.

Hjørring Kommune har lavet en prognose, der viser at 84 sommerhuse de næste 30 år blive taget af havet, hvis staten ikke vil være medt til betale for kystsikring i kommunen.

Sidste år sandfodrede sommerhusejerne på Nørlev Strand for 140.000 kroner. Som alle andre år gav staten altså ikke én krone.

SE REPORTAGE FRA MINISTERBESØGET PÅ NØRLEV STRAND I TV2/NORD KL. 19:30.


Seneste nyt

fra Nordjylland