Skulle smugle hash for barnebarn
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Ifølge en norsk avis skulle en 67-årig nordmand have haft til hensigt at smugle omkring 100 kilo hash i sin båd fra Hanstholm til Norge i 2013.
67-årig mand dømt for at deltage i hashsmugling med sit barnebarn fra Danmark til Norge.
En 67-årig nordmand fra Arendal i Norge blev tirsdag i Oslo tingrett dømt til tre og et halvt års fængsel for opbevaring og forsøg på at smugle 84 kilo hash fra Danmark til Norge i 2013. Det skriver agderposten.no.
Den 67-årige har hele tiden afvist at have noget med sagen at gøre. Han erkendte delvist at have skyld for opbevaringen af noget af hashen.
Retten mener, at den 67-årige aftalte med sit barnebarn at fragte det store hashparti i sin fiskebåd, som var til reparation på et værft i Hanstholm.
- Tiltalte modtog hashen i Danmark for at fragte den videre til Norge. Det forhold at tiltalte opbevarede hashen over en længere periode viser, at han havde en forbryderisk mening med det. Det drejer sig om alvorlig narkokriminalitet, står der i dommen fra Oslo tingrett.
Selvom den 67-årige blev frikendt i 2013, er han nu blevet dømt i sagen.
I alt er 16 dømt i sagen deriblandt den 67-åriges barnebarn.