Sommerland slipper for kæmpebod
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Søren Kragelund med det bæger, der var stridens kerne.
Fårup Sommerland slipper for at betale en erstatning på 200.000 kroner for plastbæger.
Fårup Sommerland slipper efter en dom i Vestre Landsret for en kæmpebod på 200.000 kroner for at have brugt et - ifølge producenten og byretten - ulovligt bæger til slushice.
Retten i Aalborg dømte ellers sommerlandet til at betale en bod på 200.000 kroner, men producenten ankede dommen med et krav på 400.000 kroner. Men i landsretten frafaldt boden helt.
I sæsonen 2005 introducerede Fårup Sommerland en slush-ice-fabrik, hvor gæsterne selv kan blande deres slush-ice i særlige bægre i klar plast. Bægrene kom fra den amerikanske producent Whirley, men i sæsonen 2006 fik Fårup Sommerland imidlertid et godt tilbud.
De kunne købe bægre, der var fuldstændig identiske, men til en brøkdel af prisen. Det nye bæger var produceret i Kina, og Fårup Sommerland købte et parti ligesom Tivoli, Djurs Sommerland og BonBon-Land.
Whirleys danske agent anlagde sager mod den anden producent og de fire forlystelsesparker.
Whirley krævede dækning for tabt fortjeneste, og Fårup blev i byretten dømt til at betale en erstatning på 200.000 kroner.
Byretten pålagde også Fårup Sommerland at destruere restlageret og stoppe med at lade bægeret producere.
Landsretten skulle især vurdere, hvornår Fårup Sommerland blev gjort bekendt med, at brugen af de billige kopi-krus indebar en krænkelse af Whirleys rettigheder.
Her siger landsretten, at Fårup Sommerland i sæsonens begyndelse brugte de originale krus, og at man først i juli begyndte at bruge de billige krus.
Hvis man allerede i maj havde fået at vide, at de billige krus blev opfattet som en krænkelse, ville man efter landsrettens mening ikke have brugt dem.
Men det skete først i november 2006, og dermed er Fårup Sommerland ikke erstatningsansvarlig for et eventuelt tab.
Sagerne mod Djurs Sommerland og BonBon-Land afventer udfaldet af denne sag.
Sagen
Se vores omtale af sagen fra marts 2010 her