Spøgelsesbilist kvæster kvinde
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En spøgelsesbilist kørte frontalt ind i en kvindelig bilist på motorvejen ved Hjallerup torsdag aften.
Bilist foretog U-vending midt på motorvejen og kørte frontalt ind i et andet køretøj.
En 49-årig mand var sent torsdag aften skyld i en voldsom trafikulykke på motorvej E45 nord for Aalborg.
- Han kører ned i det nordgående spor ved Hjallerup-tilkørslen. Men kort efter han kommer derned, laver han en U-vending, og så begynder han at køre mod færdselsretningen, oplyser vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.
Spøgelsesbilisten kørte herefter frontalt ind i en anden personbil, hvor en 59-årig kvinde sad bag rattet.
Begge blev kørt på traumecentret på Aalborg Sygehus. Kvinden fik et benbrud ved ulykken, mens spøgelsesbilisten slap med lettere skader, oplyser politiet.
Vagtchefen undrer sig over den hovedløse handling på den nordjyske motorvej.
- Vi har ikke fået en forklaring på, hvorfor han lige pludselig vender på motorvejen. Vi har ikke kunnet afhøre ham endnu, men vi har taget en blodprøve for mistanke om alkoholpåvirkning, siger Peter Redder.
Nordjyllands Politi var nødsaget til at lukke det ene motorvejsspor i cirka en halv time, mens vejbanerne blev ryddet. Omkring klokken 23.00 rullede trafikken igen normalt.
Tidligere på aftenen, omkring klokken 21.30, fik Nordjyllands Politi også en anmeldelse om en spøgelsesbilist på motorvejen. Denne bilist fandt politiet aldrig, og det vides ikke, om det er den samme mand.
/ritzau/