Sundhedsguld til to nordjyske kommuner for fokus på mænd
Kommunerne har et stort ansvar, når det kommer til sundhed.
Rebild og Aalborg Kommune har fortsat guldstatus, når det kommer til indsatsen for mænds sundhed. Det er Forum for Mænds Sundhed, der uddeler priserne til de danske kommuner.
To nordjyske kommuner belønnes nu med guld, fordi de har masser af spændende indsatser rettet mod mænds sundhed.
Ved Rebild Kommune har et naturhold for mænd med kræft blandt andet vundet stor opbakning, og det er initiativer som disse, som gør en forskel
Det mener Mads Nielsen, som er fysioterapeut hos Rebild Kommune. Han er derfor glad for, at man har guldstatus i kommunen for de permanente tiltag.
- Der kommer fokus på, at vi er en af dem, der gør noget. At vi sætter en ære i at have ekstra øje for mænd, som der også er behov for, siger han.
Alle kommuner kan fortsat gøre det bedre
Mie Møller Nielsen, Sekretariatschef, Forum for Mænds Sundhed
Fortsat plads til forbedring
I alt får ni danske kommuner guldtitlen. Sekretariatschef hos Forum for Mænds Sundhed, Mie Møller Nielsen, vil inspirere de kommuner, der halter efter de andre.
- Alle kommuner kan fortsat gøre det bedre, og det, håber vi, vil afspejle sig i kommunalvalgkampen, siger hun.
I Rebild Kommune kan man se, at mandeholdene er populære, og at mændene kommer tilbage og bruger holdene. Derfor håber Mads Nielsen også, at det bliver mere udbredt i andre kommuner.
- Forsigtigt sagt, så er der plads til forbedring. Vi håber, at vi kan få endnu mere opmærksomhed på området og vise nogle af de ting, som man kan gøre, siger han.
Ifølge Forum for Mænds Sundhed er der fem nordjyske kommuner, som ingen permanente eller enkeltstående aktiviteter har i forbindelse med indsatsen for mænds sundhed.