Sundhedsordfører kalder regler for tåbelige efter læge er blevet afvist

27-årige Hannah Pakes har boet i Danmark siden hun var otte år. Nu er hun uddannet læge, men kan ikke arbejde i Danmark. Det mener Peder Hvelplund er helt åndssvagt - derfor går han nu ind i sagen.

- Jeg synes, det er helt åndssvagt. Her har vi en læge, som har kvalifikationerne - både de faglige og de sproglige - til at kunne arbejde i sundhedsvæsenet, og vi har lægemangel. Det er jo helt tåbeligt, at vi så har nogle bureaukratiske benspænd, der gør, at det ikke kan lade sig gøre. Det er klart, at jeg kommer til at rejse sagen over for ministeren.

Sådan siger den nordjyske sundhedsordfører fra Enhedslisten, Peder Hvelplund, til TV2 Nord.  

Sagen handler om 27-årige Hannah Pakes. Hun har britiske forældre, og derfor er hun ikke EU-borger. Af den grund kan hun ikke få lov til at praktisere i Danmark. Læs mere om hende i linket herunder. 

- Dels vil jeg spørge ministeren, om det virkelig kan passe, at man ikke kan få en dispensation. Og dels vil jeg spørge, om ikke vi kan se på at forkorte ventetiden for de læger, der kommer fra et tredje land, som ansøger om autorisation i Danmark. Der er i dag en meget lang ventetid, og den skal vi have barberet ned, siger Peder Hvelplund (EL).

Han mener, der er for mange bureaukratiske benspænd, når en veluddannet kvinde med kvalifikationerne i orden, ikke kan få en dispensation til at praktisere, selvom et ledigt job venter hende i Aalborg.

Urimeligt at velkvalificerede læger skal vente 

Hanna Pakes har taget sin uddannelse i Polen, men det er ikke årsagen til, at hun er blevet afvist. Flere af hendes studiekammerater er nemlig godt i gang med at arbejde her i Danmark. For EU-borgere kan nemlig få en dispensation til at praktisere i Danmark. Men fordi Hannah Pakes forældre er britiske, er hun ikke EU-borger. 

Frygter du, at Danmark generelt går glip af dygtige folk, som for eksempel kan gøre en forskel i sundhedsvæsenet, hvor der er mangel, netop fordi reglerne er for bureaukratiske?

- Ja, det gør jeg. Det var derfor, vi på seneste års finanslov fik afsat nogle midler til at få ventetiden barberet ned for de læger, som kommer fra tredjelande. Det er klart, at både de faglige og sproglige kvalifikationer skal være i orden, men det er jo helt urimeligt, at man skal gå og vente i årevis på at få en autorisation, når vi har mangel på læger, og der samtidig er dygtige og velkvalificerede læger, som gerne vil ind, siger Peder Hvelplund (EL).


Seneste nyt

fra Nordjylland