Svalegang til kræftsyge børn indviet
Takket være TV2/NORD´s Mogens Jørgensen, nordjyderne, et byggefirma og en masse andre donorer er det på mindre end 2,5 måned lykkedes at få bygget en længe ønsket svalegang, som blev indviet her i eftermiddag.
Stor dag på børnekræftafdeling 303B på Aalborg Universitetshospital i dag. Takket være TV2/NORD?s Mogens Jørgensen, nordjyderne, et byggefirma og en masse andre donorer er det på mindre end to og en halv måned lykkedes at få bygget en længe ønsket svalegang, som blev indviet mandag eftermiddag.
Tre nuværende og tidligere indlagte på børnekræftafdelingen fik lov at klippe guirlanden, der skulle markere at svalegangen nu står færdig.
- Det er så ubeskrivelig dejligt, at der omsider nu er en svalegang. det er næsten ikke til at fatte, siger 19-årige Nikoline Holm, der tidligere har været indlagt på børnekræftafdelingen i to og et halvt år.
Med programvært Mogens Jørgensen i spidsen lavede TV2/NORD i begyndelsen af oktober en indsamling, der skulle gøre det muligt for både børn, forældre og ansatte på børnekræftafdelingen at komme ud og få lidt frisk luft på en svalegang. Noget man har drømt om i årtier på afdelingen.
- Følelsen af at være lukket inde bliver forstærket af de små stuer vi har på afdelingen, så det at kunne komme ud og trække vejret er bare herligt, siger Fie Højer, der er pædagog på børneafdelingen 303B.
Lige godt 270.000 kroner har TV2/NORD?s seere givet til svalegangen. Derudover har en lang række forskellige firmaer doneret materialer og gratis arbejdskraft. Det har man alt sammen kunne følge med i i programmet "Mogens på Mission".
- Vi er simpelthen så stolte over at missionen lykkedes. Det er imponerende som håndværkerne har knoklet i døgndrift, siger programvært Mogens Jørgensen.
Idéen med missionen opstod i forbindelse med Knæk Cancer Ugen, da TV2/Nord fulgte den lille pige Sarahs sidste kemobehandling, og i Nordjylland Live-studiet gjorde Sarahs mor, Maria Berg Badstue, opmærksom på ønsket om en svalegang.
- Jeg elsker når folk viser sig fra deres gode side, og der kommer noget så godt som det her ud af det, siger Maria Berg Badstue i dag.
Nikoline Holm, der selv har været indlagt i to og et halvt år på børnekræftafdelingen glæder sig nu på de andre børns vegne, da hun ikke selv nåede at få en svalegang.
- Selv om jeg ikke måtte, så listede jeg med mit dropstativ ud fra afdelingen nogle gange. Jeg måtte bare mærke den friske luft, siger Nikoline Holm.
I morgen viser TV2/NORD sidste afsnit af Mogens Mission, og den 28. december bringer TV2/Nord Salto en halv times sammendrag af hele missionen.