Sygehus skeptisk overfor behandlingsgaranti
Aalborg Sygehus er skeptisk overfor den opstrammede behandlingsgaranti, der trådte i kraft i dag. Garantien betyder nemlig, at sygehuset skal have flere ansatte, end der egentlig er brug for.
Kan godt opfylde krav
Aalborg Sygehus regner godt med at kunne opfylde det nye krav om, at patienter, der mistænkes for at have kræft i lunger, hals eller hoved skal undersøges inden for 48 timer.
Men det bliver dyrt.
- Det betyder, at vi er nødt til at have en buffer. For patienterne kommer jo ikke i en jævn strøm. Derfor skal vi nok have en overkapacitet på ti procent, siger cheflæge på Aalborg Sygehus, Tove Nilsson.
Patienter: Læger skal vente
Men hvis man vil forbedre kræftbehandlingen i Danmark er det i følge patienterne nødvendigt, at lægerne ind i mellem sidder og venter.
- Man ved jo, at hvis ikke de her accelererede forløb bliver indført, så vil der i Danmark være 2-300 patienter, der får forspildt chancen for at få en helbredende behandling for deres kræft, siger medlem af Regionsudvalget i Kræftens Bekæmpelse, Jens Christoffersen.
Rammer andre patienter
Og når der skal skaffes nyt udstyr og flere læger til kræftområdet, så rammer det de øvrige patienter.
- Det resursespild der sker ved at man accelerer kræftpatienterne, det kan vi jo ikke hente ind et andet sted. Så det vil være andre patienter, der kommer til at betale, mener Tove Nilsson.
- Det er selvfølgelig ikke meningen fra Kræftens Bekæmpelses side, at vi vil skubbe andre patientkategorier ud. Det vil vi da helst undgå, understreger Jens Christoffersen.
Bør følge med
Derfor mener Kræftens Bekæmpelse, at den opstrammede behandlingsgaranti burde have følgeskab af flere penge.
For andre sygdomme end kræft strammes behandlingsgarantien fra to til nu kun en måned - ellers skal patienterne tilbydes behandling på andre sygehuse.