Tysk politi sender cykeltyv til Nordjylland
Foto: Trine Ladekarl
Onsdag bliver en litauisk mand returneret til Danmark til retsforfølgelse for cykeltyveri i Aalborg.
Tysk politi har anholdt en række udlændinge, som er mistænkt i forbindelse med tyverier i Danmark. De bliver nu sendt tilbage til Danmark til retsforfølgelse.
En af dem er en litauisk mand, der den 19. september blev stoppet og anholdt i Tyskland. Her viste det sig, at manden havde cykler med i bilen, som blandt andet var stjålet i Aalborg. De tyverier skal han onsdag tilbage til Danmark for at stå til ansvar for.
Ud over litaueren sender tysk politi i næste uge både tre serbere og fire polske mænd til retsforfølgelse i Danmark.
Det er især Syd- og Sønderjyllands Politi, der har kontakt til tysk politi, og her er der et godt samarbejde omkring efterforskning af omrejsende kriminelle. Samarbejdet er forankret i Udlændingekontrolafdelingen i Padborg.