Tyve stjæler pantflasker fra velgørenhed

Pantflasker er blevet stjålet fra en lokal velgørenhed i Aalborg, og penge der ellers skulle være gået til Kræftens Bekæmpelse er gået til gemene tyve.

Flemming Krølls drøm om at indsamle 130.000 til Kræftens Bekæmpelse, kan nu være truet. Der er nemlig blevet stjålet bunker af flaskepant i et villakvarter i Aalborg. Her har Flemming Krøll sat en stor trækasse frem så borgere kan donere flaskepant.

- Jeg synes det er usselt og meget usympatisk, at man tager fra sådan et godt formål, siger Flemming Krøll.

Flemming Krøll kom fredag, for anden dag i træk ned til en tom indsamlingskasse, som han ellers vidste, burde være halvt fyldt med flasker doneret af gavmilde borgere til det gode formål.

- Jeg bliver mildest talt rasende, sådan lyder reaktionen fra Flemming Krøll, da han fandt ud af, hvad der var sket.

Flemming Krøll startede sidste år indsamlingen kaldet Teamshoemania.dk med sin kæreste, og udover at indsamle penge gennem flaskepant, indsamler de også penge gennem andre initiativer, som Stafet for Livet, der i år afholdes midt i august i Aalborg.

Sidste år indsamlede de 65.000 kroner til kampen mod den frygtelige sygdom. Men panttyveriet lægger en dæmper på indsamlingen og Flemming Krøll må nu tænke alternativt for at undgå gemene tyve fremover. Han overvejer både at sætte plexiglas op, så der kun kan komme flasker ind i kassen, eller at sætte overvågning op, for at komme tyvene til livs.


Seneste nyt

fra Nordjylland