Ulovligt kasino afsløret
Foto: Jesper Bo Winther
Nordjyllands Politi og vicepolitikommissær Karsten Højrup Kristensen med de ting, politiet fandt torsdag aften i den ulovlige spillebule i Nørresundby
OPDATERET: Et ulovligt kasino er netop blevet afsløret. Det skete, da specialpatruljen, Nærpolitiet Nord i Nørresundby, Beredskabet i Aalborg , Skat og Spillemyndigheden torsdag aften kl. 22.10 foretog ransagning af en erhvervsbygning på Voerbjergvej i Nørresundby.
- Politiet har holdt bygningen under observation gennem et stykke tid, idet der var tilgået politiet oplysninger om at der skulle være et illegalt kasino på stedet, oplyser vicepolitikommissær Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi til TV2/NORD..
Under ransagningen har myndighederne afsløret ulovligt kasino-spil i gang.
Tre personer var i færd med at spille kasino, og der var massevis af jetoner på spillebordet, da spillet var i gang. I alt blev 13 personer truffet og fem sigtet for ulovligt spil.
I alt blev fire spilleborde med kassevis af jetoner beslaglagt og 12.150 kr. beslaglagt.
Desuden blev der solgt og serveret øl og vin og vand fra stedet, og der blev beslaglagt 20 kasser dåseøl, 91 kasser dåse-sodavand, samt 37 flasker vin og 7 flasker spiritus.
De sigtede er :
1) Mand, dansker, 51 år fra Nørresundby, tager ansvaret for spilleklubben og har lejet lokalerne. . Han er kendt for tidligere overtrædelse og dømt for love vedr. spil.
2) Mand, dansker, 41 år fra Aalborg, ej kendt for spillesager tidligere.
3) Mand, fastboende født i grækenland, 75 år, bor i Aalborg, ej kendt med spille sager. Deltog i spillet ved politiets ankomst.
4) Mand, fastboende, født i vietnam, 73 år, bor i Nørresundby, ukendt med spillesager, fungerede som spilstyrer/croupier.
5) Kvinde, fastboende, født i thailand, 54 år, bor i vadum, ukendt med spillesager, deltog i spil ved politiets ankomst.
De sigtes alle for overtrædelse af straffelovens paragraf 203, som omhandler ulovligt spil, og strafferammen der er bøde eller fængsel indtil et år.
Udover dette var der en dansk mand, en thailandsk kvinde og seks personer med vietnamesisk baggrund på stedet.