Undgå at solceller bliver en brandfælde
Foto: Torben Hedemose
En ny opfindelse kan slukke for strømmen på solcellerne, uden at man skal ind i huset, og det kan redde liv.
Solceller truer brandfolks sikkerhed, fordi der ikke kan lukkes for strømmen, når huset brænder. En ung nordjyde har nu opfundet en nødstopknap til solcellerne.
Danskerne opfører solcelleanlæg i titusindvis, men vi risikerer også at miste huset, hvis der opstår brand, og brandfolkene nægter at slukke ilden på grund af strømfaren. Nu har en ung nordjyde opfundet et system, som ifølge ham forhindrer, at brandmænd mister livet under en slukning.
I Tyskland lader brandvæsnet huse med solfanger brænde ned til grunden, efter at to brandmænd er omkommet under en slukning. Men den nordjyske radiomekaniker Michael Svoldgaard har nu udviklet en løsning på problemet. Han har opfundet en fjernbetjening, der kan afbryde strømmen fra solcellerne ude fra huset.
- Jeg synes, at det lød forfærdeligt, at man i Tyskland lader husene brænde ned til grunden, og så tænkte jeg, at det måtte der da være en løsning på, siger han.
Grunden til, at det er så farligt for brandmændene er, at solcellerne fortsætter med at producere strøm, selvom man har afbrudt elforsyningen til huset. Solcelleanlægget bliver således ved med at sende strøm rundt i husets ledningsnet. Den stærke elektricitet kan gøre det livsfarligt for brandfolk at sprøjte vand på brandstedet.
Den nordjyske opfinder har sikret sig brugspatent på nødstopknappen og søger nu samarbejdspartnere for at få opfindelsen ud i virkeligheden.