Ung mand lokkede kontanter ud af folk

En 19-årig mand er torsdag blevet anholdt af Nordjyllands Politi efter mistanke om flere tilfælde af bedrageri over en længere periode.

Den formodede gerningsmand har været lidt frækkere end politiet tillader, da han i mere end 50 tilfælde har haft held med at lokke kontanter ud af tilfældige forbipasserende foran supermarkeder og andre steder i byrummet, hvor mange færdes. 

Det oplyser Nordjyllands Politi. 

Manden spurgte de forbipasserende, om de ville hæve penge til ham, hvis han til gengæld overførte pengene til dem via netbank. 

Herefter viste gerningsmanden en overførsel på sin mobiltelefon, så folk ikke mistænkte noget, og hævede pengene til ham. 

- Personerne opdagede blot ikke, at han enten fremdaterede overførslen to dage, hvorefter han kunne gå hjem og aflyse overførslen, eller at han anvendte en demo-udgave af en bank-app, udtaler Jan Brun Sørensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi. 

Varetægtsfængslet 

Politiets efterforskning viser, at den formodede gerningsmand på blot 19 år havde held med fremgangsmåden i mere end 50 tilfælde. 

Manden, der har adresse i Nordjylland, blev således 21. januar 2022, fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg, sigtet for bedrageri. Han blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i 28 dage.


Seneste nyt

fra Nordjylland