Nyt vækstteam skal få erhvervslivet gennem coronakrisen

Med en række nye vækstteams i hele landet vil Erhvervsministeriet sikre, at erhvervslivet klarer sig igennem coronakrisen.

Syv regionale vækstteams skal undersøge, hvordan regeringen bedst investerer i lokale erhvervsfyrtårne, så hele landet kommer godt igennem coronakrisen. I Nordjylland vil vækstteamet fokusere på CO2-lagring og andre tiltag, der kan styrke den grønne genstart.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi skal blive endnu bedre til at udnytte det lokale unikke potentiale, for der er stor forskel på, hvad styrkerne er i Nordjylland, Bornholm og Fyn. Behovet for stærke virksomheder er kun blevet endnu vigtigere efter corona, og her vil det nye vækstteam vise vejen mod vækst, nye nordjyske arbejdspladser og flere grønne løsninger, lyder det i pressemeddelelsen fra erhvervsminister Simon Kollerup.

I Region Nordjylland er der den højeste CO2-udledning per indbygger i Danmark, hvilket skyldes udledninger fra cementproduktion og fossile kilder som kraftvarmeværker. Til gengæld peger undersøgelser også på, at områder som Hanstholm kan have gode forudsætninger for lagring af CO2. 

Udviklingen af CO2-lagring er et vigtigt tiltag i den grønne omstilling, ligesom virksomhederne kan få glæde af den bæredygtige omstilling. Vækstteamet skal derfor bl.a. se på, hvordan CO2-fangst og lagring kan skabe mere vækst i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland