Valgforsker: Vigsø Bagge har ringe chancer

Pernille Vigsø Bagge bliver næppe den næste borgmester i Vesthimmerlands Kommune, spår Johannes Andersen, der er valgforsker og lektor ved Aalborg Universitet.

SF'eren Pernille Vigsø Bagge har ringe chancer for at få en borgmesterkæde om halsen efter næste kommunalvalg. Det mener Johannes Andersen, valgforsker fra Aalborg Universitet.

Vigsø Bagge, der er SF's tidligere gruppeformand i Folketinget, meldte onsdag ud, at hun stiller op som borgmesterkandidat til næste kommunalvalg.

- Pernille Vigsø Bagge har næppe en chance for at blive borgmester, siger Johannes Andersen.

Mandaterne skal falde meget anderledes end normalt, hvis det skal lykkes for Pernille Vigsø Bagge at ende som borgmester, mener han:

- Som det ser ud nu, vil venstrefløjen ikke gå frem. SF skal være glade, hvis de kan beholde de to mandater de har nu, siger han.

I dag er det den Konservative Knud Kristensen, der sidder på borgmesterposten i Vesthimmerlands Kommune. Venstre og Konservative sidder på 15 mandater. Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Dansk Folkeparti sidder kun med 12 mandater til sammen.


Seneste nyt

fra Nordjylland