Valgkampen fortsætter på Facebook
Foto: TV2/Nord
Facebook er blevet et uundværligt redskab i valgkampen, og flere nordjyske kandidater gør flittigt brug af internetmediet.
Når valgkampen på gaden ikke er tilstrækkelig, så fortsætter valgkampen på Facebook. Internetmediet er blevet et uundværligt redskab i valgkampen, og masser af nordjyske folketingskandidater gør flittigt brug af politiske statusopdateringer i kampen om stemmer.
Socialdemokraten Simon Kollerup har postet statusopdateringer om sin valgkamp på sin Facebook-profil 23 gange siden valgkampen blev skudt i gang.
- Man skal jo ikke overfodre sin Facebook-profil. Det skal ikke være sådan, at folk ikke længere gider at læse det, fordi der bare kommer for meget. Så min Facebookbrug er sådan set dialogbaseret. Jeg vil gerne have nogle svar med fra mine Facebook-venner, siger Simon Kollerup.
Venstres Torsten Schack Pedersen har været noget mere flittig og opdateret sin profil med valgstof hele 117 gange.
- Der er ikke nogen journalister, der skal ind og redigere og klippe sammen. Her kan man kommunikere direkte ud til dem, der følger en på Facebook, siger Torsten Schack Pedersen.