Vandingsforbud truer
Støvring Vandværk er tæt maxkapacitet pga det tørre vejr
Vand til vanding og havebassiner er med til, at vandforbruget i Støvring er steget med 50 procent i forhold til normalt niveau.
Det rekordvarme og tørre vejr betyder, at borgerne i Støvring på visse tidspunkter af dagen nu bruger over 50 procent mere vand end normalt. Endnu er der ikke vandingsforbud, men der er så meget pres på rørsystemet, at vandtrykket i hanerne mister pusten - især i højtliggende beboelsesområder.
Hjemme hos familien Holst i Støvring mangler der vand - eller i hvert fald vand med mere tryk på.
- Jeg har flere gange om morgenen kigget op i bruseren og tænkt: Hvor pokker bliver vandet af. Nogle gange når man skal vaske op, så kan man også godt mærke, at der er mindre tryk på. Jeg har ikke rigtig vidst hvorfor og bare tænkt, at det måske var en fejl i røret eller noget andet teknisk. Men det giver god mening, fordi der selvfølgelig har været brugt rigtig meget vand på det seneste, siger Benjamin Holst.
Og familien er langt fra alene, for byen Støvring bruger så meget ekstra vand for tiden, at pumpesystemet kan have svært ved at følge med. Vandværket i Støvring kører på højeste blus og formanden Lynge Terp tjekker maskinrummet mere, end han plejer
- Situationen er helt ekstrem. Der er fuld kraft på pumperne. Vandværket sender lige nu alt det vand, vi har, ud til forbrugeren, men rørene har en maximumkapacitet. Der kan ikke komme mere vand igennem, når det er så ekstremt. Så i kortvarige perioder vil der være mindre tryk på vandet, det kan ikke undgås, siger Lynge Terp, der har været formand i Støvring Vandværk i 37 år.
- Jeg kan dårligt huske så ekstremt, tørt vejr i så lang tid. Der bliver brugt vildt meget mere vand end normalt. og derudover så har vi jo spidsbelastninger, hvor der bliver brugt endnu mere - i hvert fald over 50 procent mere end normalt på de tidspunkter. Mange unge familier med nyanlagte haver er jo nødt til at vande. Og så er der havebassinerne. Det svarer til fem dages normalforbrug, når et havebassin fyldes op, siger Lynge Terp.
Vandværkets formand krydser fingre for regn - gerne en hel del.
- Situationen er helt ekstrem. Hvis vandforbruget stiger væsentligt mere, end det, vi har i dag, så er vi nødt til at lave vandingsforbud, siger Lynge Terp.
Det forstår familiefaderen på villavejen i Støvring godt.
- Det kan være ok. Hvis alle begynder at vande haverne med rent drikkevand, så er det jo klart, at det bliver hårdt for vandressourcerne, siger Benjamin Holst.
Bortset fra en enkelt regnbyge med tordenvejr har Støvring ikke fået regn i over en måned.