Valget er i gang: Aalborg Stift skal have ny biskob
I dag startede bispevalget i Aalborg Stift. Det er præster og menighedsrådsmedlemmer, der afgør, hvem der i fremtiden skal være kirkens overhoved i Nordjylland.
Menighedsrådsformand i Ansgars Sogn, Heine Bach, er en af dem, der skal til stemmeurnen.
- Vi skal jo til at ansætte en ny topleder her i Nordjylland, vi har brug for en rigtig stærk leder, siger Heine Bach, menighedsrådsformand, Ansgars Sogn.
Heine Bach har sammen med 1765 andre menighedsrådsmedlemmer og præster i Nordjylland nu tre uger til at stemme på, hvem af de tre bispekandidater, som de mener skal afløse Henning Toft Bro som biskop i Aalborg Stift.
For mig så er den rigtige en, der kan skabe en god arbejdsplads for dem, der er ansat i organisationen
Heine Bach, menighedsrådsformand, Ansgar Sogn.
- Det har da også betydning for den enkelte, men jeg tror rigtig meget på dem, der er ansat i kirken. Det er jo en topleder som skal være ansvarlig for en organisation, så derfor er det vigtigt, vi får en leder, som kan skabe gode forhold for de ansatte og drive forretningen, drive kirken og ikke mindst være en teologisk leder for kirken, siger Heine Bach.
Det er Aalborg Stift, der styrer bispevalget, og de første stemmer på de tre kandidater Annette Brounbjerg Bennedsgaard fra Horsens, Hanne Dahl fra Aalborg og Thomas Reinholdt Rasmussen fra Hjørring er allerede tikket ind.
- Det er sådan, at man hver dag inde på stiftets hjemmesider kan følge med i, hvor mange der har stemt i form af en stemmeprocent, men vi kender ikke fordelingen mellem kandidaterne eller de blanke stemmer før den 21. september klokken 12, siger Pernille Bunk Stølefjell, der er specialkonsulent inden for juridisk rådgivning hos Aalborg Stift.
Menighedsrådsformand Heine Bach har endnu ikke besluttet sig til, hvem han vil stemme på. Han har indtil 21. september klokken 12.00 til at bestemme sig.
- For mig så er den rigtige en, der kan skabe en god arbejdsplads for dem, der er ansat i organisationen.
Hvis ingen af de tre kandidater får over 50 procent af stemmerne, så bliver den med færrest stemmer sorteret fra inden den anden og afsluttende valgrunde.