Fundamentet til koldkrigsmuseum er lagt

Regan Vest, koldkrigsbunkeren i Rold Skov, åbner næste år som museum. I dag blev fundamentet til en velkomst- og udstillingsbygning lagt færdigt.

Færdiggørelsen af fundamentet blev markeret ved at borgmester Leon Sebbelin (Radikale Venstre) nedlagte en grundsten, som skal bringe held til resten af byggeriet.

Borgmester Leon Sebbelin (Radikale Venstre), Rebild Kommune, klar til at nedlægge grundstenen til Koldkrigsmuseet Regan Vest.
Borgmester Leon Sebbelin (Radikale Venstre), Rebild Kommune, klar til at nedlægge grundstenen til Koldkrigsmuseet Regan Vest.
Foto: Thomas Nørgaard Hansen / TV2 Nord

- Det har været en spændende proces, og det her er endnu et skridt på vejen, siger Leon Sebbelin, som er overbevist om, at udbygningen af Regan Vest med et velkomstcenter og en udstillingsbygning, så det bliver til et rigtig koldkrigsmuseum, vil give et boost til turismen og være med til at styrke området.

Regan Vest

  • Er en gammel 5500 m2 stor atomsikret bunker.
  • Ligger skjult 60 meter under en kridtbakke i Rold Skov.
  • Blev i al hemmelig opført i årene 1963-68.
  • Navnet er en forkortelse af Regeringsanlæg Danmark.
  • Anlægget havde til formål at huse regeringen og regenten i tilfælde af en atomkrig.
  • Regan Vest var en del af Beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014.
  • Det unikke ved Regan Vest er, at den stadig står med det originale interiør intakt.

    Kilde: Nordjyske Museer

Projektet har en samlet anlægsbevilling på godt 78 millioner kroner. Både fonde, kommuner og Folketinget har beviljet penge til opførelsen af museet.

For museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyske Museer, er opførelsen af koldkrigsmuseet Regan Vest et af de helt store projekter i hans arbejdsliv.
For museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyske Museer, er opførelsen af koldkrigsmuseet Regan Vest et af de helt store projekter i hans arbejdsliv.
Foto: Thomas Nørgaard Hansen / TV2 Nord

For Museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyske Museer, var dagen i dag helt speciel, og han ser frem til at museet efter planen åbner i 2022.

- Det her er et af de store projektet i mit liv, og det har taget 10 år at nå hertil, så det glæder jeg mig usigeligt meget til, siger han.



Seneste nyt

fra Nordjylland