Se billederne: Ingen jul uden lys og musik i Thingbæk Kalkminer
Anden juledag kunne julestemningen få et ekstra nøk opad med lysfest i Thingbæk Kalkminer.
Forestil dig det engang: Kølige, næsten majestætiske kalkgange og -huler lyst op af 3000 levende, blafrende lys og fyldt med den smukkeste musik.
Sådan så der traditionen tro ud i Thingbæk Kalkminer ved Rebild Bakker anden juledag, og mange mennesker havde taget turen ned i de mørke gange for at mærke stemningen.
- Her er smukt og dejligt køligt, men virkelig smukt og dejligt romantisk. Det spreder juleglæde og kærlighed på grund af de mange levende lys. Det var min veninde, der tog mig med, og det har bestemt ikke skuffet, sagde Henrik Graversen, som havde taget turen op fra Viborg.
I minerne optrådte både "Det var Sørens" og Tine Lilholt med musik, der fik en perfekt akustik i de gamle grotter.
Thingbæk Kalkminer har været åbne for besøgende siden 1935, da Anders Bundgaard placerede sine gipsfigurer dernede. Den sidste kalk blev brudt på stedet i 1960.