Superfan i 6. klasse ville være først i tophemmelig bunker: - Jeg har glædet mig som et lille barn
6. klasses-eleven Sebastian Justesen Jensen fra Aars er vild med historien omkring Regan Vest.
Atombunkeren Regan Vest i Rold Skov er genopstået som museum - i dag fik de første gæster en rundvisning.
En 5.500 kvadratmeter stor atomsikker bunker bygget ind i en kridtbakke 60 meter under jorden. Et anlæg, der består af fire betonringe, der ligger oven på hinanden to og to.
Et tophemmeligt gemmested for regeringen og kongehuset, som skulle flygte ned i dybet, hvis fjenden invaderede Danmark eller kastede en atombombe over os.
Fascinationen er tydelig for enhver. Regan Vest er kaldt "Danmarks bedst bevarede hemmelighed", men ikke længere. Fra i dag kan alle nysgerrige næser tage turen de 60 meter under jorden og se, hvordan landet skulle regeres fra bunkeren.
VIDEO: Første kig ind i Regan Vest:
Sebastian Justesen Jensen, der går i 6. klasse i Aars til daglig, er en af de helt store fans af Regan Vest - og han var naturligvis også med på allerførste rundvisning mandag morgen.
- Jeg har glædet mig som et lille barn, siger han med begejstring i stemmen.
Sebastian Justesen Jensen er helt aktuelt ved at læse en bog omkring bunkeren - og nu glæder han sig til at se, om virkeligheden kan leve op til dén fascination.
- Jeg er ikke helt færdig endnu, men det er dybt inspirerende. Den beskriver en masse ting om rummene i bunkeren og deres udseende. Jeg glæder mig bare til at se det og udforske de spændende ting, jeg har læst i bogen, siger han.
Købte billetter på et splitsekund
Billetterne til dagens - og de næste mange rundvisninger - blev sat til salg 1. november 2022. Og her var mange inde og sikre sig deres bid af bunkeren.
- Jeg sad klar ved tasterne, da der blev åbnet. Vi købte billetter et halvt sekund efter, der blev åbnet op for salget af billetterne, siger Solveig Hedegaard Olesen fra Hadsund.
Hun var også en af de første helt almindelige danskere, der trådte over dørtrinnet til regeringsanlægget efter åbningen mandag morgen.
- Det er simpelthen det mest fantastiske, der er sket i Nordjylland i jeg ved ikke, hvor mange år. Det skulle vi simpelthen være med til, siger Solveig Hedegaard Olesen.
10 skarpe om Regan Vest
Atomsikker bunker, der blev opført i al hemmelighed i årene 1963-1968.
Bunkeren havde til formål at huse både regering, kongehus og forsvar i tilfælde af en tredje verdenskrig, og den har stået klar til netop det i mere end fire årtier.
Anlægget er 5.500 m2 stort og fordeler sig på fire betonringe, der ligger ovenpå hinanden to og to.
Det er nærmest en underjordisk by med plads til 350 personer – fordelt på 232 rum.
REGAN Vest er en forkortelse for Regeringsanlæg Vestdanmark.
Bunkeren kan modstå en mindre atombombe.
REGAN Vest er bygget ind i en kridtbakke og ligger på det dybeste sted ca. 60 meter under overfladen.
Anlægget rummer alt, hvad der skal bruges for at holde en hverdag kørende; køkken, depotrum, lægeklinik, maskinrum m.m.
2014 valgte Kulturstyrelsen at frede anlægget, som i dag står komplet med alt originalt interiør. Fredningen var det første skridt mod at åbne REGAN Vest for offentligheden.
Det nye museum åbner 13. februar og består af elementer, hvoraf bunkeren er den primære attraktion. Det har modtaget omkring 74 millioner kroner i tilskud fra ni aktører og et årligt driftstilskud fra den danske stat på 2,6 millioner kroner.
Kilde: Realdania.dk
Hun tøvede da heller ikke mange splitsekunder ved tasterne, før hun fik sikret sig de første billetter til den nordjyske turistattraktion.
Der er i skrivende stund solgt flere end 27.000 billetter - dermed er kun knap 1.000 billetter tilbage af den portion, der er sat til salg frem til påske.
På grund af den begrænsede plads og sikkerheden i bunkeranlægget, er det kun muligt at besøge bunkeren på rundvisninger.
VIDEO: Se dokumentar om Regan Vest: