34 personer ignorerede deres gæld: Så blev de hentet af politiet

Når Fogedretten oplever, at folk ikke selv møder op trods adskillige anmodninger, bliver politiet involveret. Derfor hentede Nordjyllands Politi torsdag 34 personer.

Nordjyllands Politi gjorde torsdag en særlig indsats for at finde frem til skyldnere i Hjørring og Jammerbugt kommuner. 

- Vi målrettet gik efter at få fundet flest mulige af skyldnerne i fogedsagerne, som vi har her i Hjørring og Jammerbugt kommuner, og så transporterede vi dem til Hjørring Politistation eller Kaas Politikontor, hvor vi i dagens anledning havde besøg af fogeden, forklarer vicepolitiinspektør John Lamp Henriksen, der er leder på stationen.

Og anholdelserne kom ikke bag på nogen, oplyser politiet.

- I de her sager har folk fået alle muligheder for selv at møde op først. Og jeg vil da sige, at fik vi nu ikke fat i alle i denne omgang, så kan jeg kun opfordre til, at man får lettet sin dårlige samvittighed og ringer til os, så man kan få lavet en aftale og komme videre. Det er alle bedst tjent med.

Fortsætter i Frederikshavn

Flere af personerne, der blev fremstillet for Fogedretten, havde mere end én sag, der afventede sagsbehandling. John Lamp Henriksen kalder torsdagens arbejde effektiv for alle.

- Det er klart, at det er ærgerligt, vi skal bruge ressourcer på at køre ud og anholde folk, som selv burde være mødt op. Når det nu så alligevel er endt der, har vi gjort, hvad vi kunne for at smidiggøre processen. For eksempel gav vi borgerne mulighed for at blive kørt til Kaas Politikontor, så de kunne få deres forhold afklaret så tæt på hjemmet som muligt, siger John Lamp Henriksen.

I starten af november kører politiet i Frederikshavn også en ekstra indsats for at afvikle fogedsager.

Politiets opfordring

Har man et uafklaret mellemværende med Fogedretten, skal man hurtigst muligt møde personligt op ved Fogedretten i Hjørring, Sct. Knuds Park 8, 9800 Hjørring (tlf. 9968 5600)

Er ens sag sendt til politiet, skal man ringe til Nordjyllands Politi på tlf. 114 og bede om at blive stillet videre til ekspeditionen på sin lokalstation.


Nordjyllands Politis stationer og åbningstider kan ses her: https://politi.dk/nordjyllands-politi/om-nordjyllands-politi/politistationer 


Seneste nyt

fra Nordjylland