Flere hundrede millioner mangler: - I sidste ende betaler patienterne

Hvis driften af den nordjyske sundhedssektor fortsætter som hidtil, vil der til nytår være et underskud på flere hundrede millioner.

Budgettet i Region Nordjyllands sundhedssektor er ikke i balance. Faktisk står det helt skævt til. 

Det røde tal på balancen beløber sig helt konkret til 280 millioner kroner ved årets udgang, hvis driften af regionens sundhedssektor fortsætter som hidtil. 

Pengemanglen giver anledning til stor bekymring hos Christina Windau Hay Lund, som er kredsforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland. 

- Det kommer til at presse os. Det kommer til at presse muligheden for at udøve en høj nok kvalitet. Og i sidste ende er det jo patienterne, der kommer til at betale for det, påpeger kredsforkvinden.

Når der mangler flere hundrede millioner, plejer sparekniven at være et flittigt brugt værktøj, men ifølge Christina Windau Hay Lund er det ikke en holdbar løsning at spare mere på området.

- Der er skåret så meget ind. Det gør ondt alle steder. Jeg kan simpelthen ikke se, hvor man skal finde pengene henne, med mindre vi fjerner nogle behandlinger. Man kan simpelthen ikke presse citronen mere, understreger hun.

Vikarierende formand for Region Nordjyllands sundhedsudvalg Malou Skeel (V) erkender problematikken og peger på, at demografien spiller en væsentlig rolle i det store minus.

Hun fremhæver, at udgifterne til blandt andet praktiserende læger og medicintilskud er skudt i vejret. Sidstnævnte er på sit højeste niveau nogensinde.

- Vi har en sundhedssektor, som er enormt presset. Vi har flere ældre, og vi får mere behandling. Det er det, som presser os. Og det er jo godt, at folk lever længere og bliver behandlet for mere, men vi er meget pressede på økonomien, konstaterer Malou Skeel.

Vikarierende formand for Region Nordjyllands Sundhedsudvalg.
Vikarierende formand for Region Nordjyllands Sundhedsudvalg.

- Vi har bedt ledelserne om at gå alt igennem igen. Og sagt, at det her budget skal bringes i balance. Området er blevet tilført penge, men der er jo bare et enormt pres på sundhedsvæsenet, lyder det fra Venstre-politikeren.

I maj stod regeringen klar med en saltvandsindsprøjtning til sundhedssektoren på 5 milliarder. Og det er netop her, Christina Windau Hay Lund håber, regionen sætter sine sejl ind. 

- Jeg tror, man skal passe på med at presse nedad. Jeg vil hellere have, at regionsrådet begynder at presse op af mod Regeringen. Der er en plan for, hvornår pengene kommer, men det er jo nu, vi har brug for pengene, pointerer kredsforkvinden.

Den vikarierende formand for sundhedsudvalget, Malou Skeel, fortæller, at det arbejde går i gang nu. 

- Det er noget, vi kommer til at presse på med. Både individuelt som Region Nordjylland, men også i fællesskab med de andre regioner, erkender Malou Skeel.

Ifølge Venstre-politikeren ligger bolden nu hos hospitalernes ledelse. Der skal udarbejdes handleplaner, prognoser og tidsplaner, så Region Nordjylland kan følge udviklingen med budgettet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland