Mindre ventetid: Nu kan du bestille tid ved vagtlægen

Fra på mandag får nordjyderne mulighed for at få en tid hos vagtlægen, når de ringer. Det skulle gerne give kortere ventetid i venteværelset.

De fleste har prøvet det: ventet på at komme igennem til lægevagten, for så efter ankomsten til lægevagten atter at skulle vente - nogen gange i timevis - på at komme ind til lægen.

Telefonventetiden må du stadig tage med, men fra mandag den 8. februar får alle nordjyder nu mulighed for at få en tid hos vagtlægen.

- Lad os nu sige, at du skal til vagtlægen lørdag formiddag. Så bliver du for eksempel tilbudt en tid klokken 10. Og kan du ikke nå det, så måske en tid klokken 11. Det vil altså sige, at du ved nogenlunde, hvornår du kan komme til, og derfor undgår du unødvendig ventetid i venteværelset, fortæller Eddie Nielsen, vagtchef for lægevagten i Region Nordjylland.

Flere år undervejs
Idéen om tidsbestilling hos lægevagten har stået på ønskesedlen i nogle år, men det er først nu, hvor man selv scanner sig ind med sit sygesikringskort og får en digital tid ved ankomst, at det rent teknisk kan lade sig gøre med et tidsbestillingssystem.

- Vi vil gerne yde en bedre service, i særlig grad for de patienter, som har relativ lang transporttid til lægevagten, således at de ikke først kommer i kø, når de ankommer til lægevagten. Vi ønsker der udover også at begrænse antallet af patienter, som samtidigt opholder sig i venteværelserne – ikke mindst af hensyn til risikoen for smitte med Covid-19 og andre luftbårne infektionssygdomme, forklarer Eddie Nielsen.

Han har store forhåbninger til, at det nye system også vil betyder, at lægerne kan udnytte deres tid bedre.

- Ved i højere grad selv at kunne styre arbejdsgangen, vil vi kunne fordele ressourcerne mere hensigtsmæssigt, så for eksempel telefonbetjeningen kan maksimeres, når der ved spidsbelastninger er behov for det.

- Brug af aftalte tider giver også arbejdsmiljøet i lægevagten et tiltrængt løft, når samspillet imellem afvikling af konsultationer, sygebesøg og visitationer glider lettere. Et godt arbejdsmiljø er en af forudsætningerne for lægernes motivation til at bruge en del af deres fritid på at passe lægevagten, uddyber han.

Det nye system vil også betyde, at man som patient nogen gange vil blive tilbudt at møde op i en anden lægevagt, hvor der er bedre plads, frem for at sidde og vente længe hos den lægevagt, der er tættest på.

Mest syge vil stadig komme foran i køen
Det er vigtigt for Eddie Nielsen at understrege, at det aftalte tidspunkt er et cirka tidspunkt. Lægevagten behandler pr. definition akut sygdom, og derfor kan ventelisten også blive suspenderet, så nogen med større behov kan rykkes frem i køen.

Og skulle man være uheldig at komme for sent til en aftalt tid, vil man under normale omstændigheder kunne forvente at blive tildelt førstkommende efterfølgende ledige tid.

- Vi har store forventninger til, at det nye system vil give os mulighed for en mere hensigtsmæssig udnyttelse af den lægelige arbejdskraft, som fortsat er en mangelvare i Nordjylland, afslutter Eddie Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland