Regionens budget er på plads: 99 millioner ekstra til Nordjylland i 2023

Tirsdag aften er der landet et budgetforlig mellem Regionrådets partier - særligt de pressede hospitalsafdelinger får et større økonomisk råderum i 2023.

I gennem længere tid har der været et stort pres på hospitalerne, med høj patientbelægning og dårlige arbejdsvilkår for sundhedspersonalet - og det bliver nu imødekommet.  

I hvert fald har Regionsrådet i Region Nordjylland nu besluttet at afsætte flere penge til en lang række områder og konkrete tiltag, som får betydning for nordjyderne, og næste års budget står i sundhedsvæsenets tegn.

Mere konkret er der afsat 50 millioner kroner til de særligt pressede afdelinger på de nordjyske hospitaler, og der falder både penge af til akutmodtagelser, medicinske afdelinger og til nye permanente intensivsenge.

- Vi har været igennem en svær politisk prioritering. Jeg er derfor glad for, at vi nu får sat penge af til at sikre mere kapacitet til patientbehandlingen - herunder også på det psykiatriske område, siger regionsformand Mads Duedahl (V). 

19 millioner til psykiatrien 

Særligt blandt børn og unge stiger antallet af henvisninger til psykiatrien kraftigt, mens ventetiderne øges. Derfor styrkes psykiatrien med i alt 19 millioner kroner, hvoraf 14 millioner er øremærket til en styrkelse af den ambulante børne- og ungdomspsykiatri. 

- Psykisk sygdom påvirker i sig selv patienter og pårørende i høj grad, og vi ved også, at psykisk sygdom ofte medfører en lang række negative følgevirkninger, hvis ikke der tages hånd om vores psykisk sårbare i samfundet, siger Mads Duedahl og understreger: 

- Derfor er det vigtigt, at vi i høj udstrækning tager fat på psykiatriens udfordringer nu. 

Højere behandlingskapacitet og kortere ventelister

Samtidig bliver behandlingskapaciteten forhøjet på en lang række områder i målet om at nedbringe ventelister og ventetid på blandt andet kræftområdet og ved sygdomme i urinvejene.

Derudover har kræftområdet især oplevet en stor stigning i antallet af patienter, som henvises til udredning og behandling af lungekræft, hvorfor der også her særskilt er afsat penge.

Neurorehabilitering i Brønderslev skal bygges om

Den største økonomiske post går alligevel til byggeri, som er udfordret af øgede udgifter til byggematerialer og håndværkere. 

I lyset af, at det nye Aalborg Universitetshospital er presset på økonomi og tid, er politikerne derfor blevet enige om, at der skal være skærpet fokus på få og store byggerier i de kommende år. 

- Mest væsentligt er der afsat 115 millioner til at komme igang med nybyggeri af Neurorehabiliteringen i Brønderslev, der lider under gamle og slidte forhold, lyder det. 

99 millioner ekstra 

Aftalen dækker også over et nyt forsøg med frihospitaler, der skal give mere selvstyre på regionens hospitaler. Udover behandlingskapacitet, nedbringelse af ventelister og penge til psykiatriske pateienter, skal der også indføres 72 timers behandlingsansvar for de patienter, der er færdigbehandlet på hospitalet, og efterfølgende modtager kommunal sygepleje. 

Der er desuden fundet 13 millioner til uddannelsesområdet, som kommer til at havne hos uddannelsen af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ambulanceelever samt den lægelige videreuddannelse. 

- Jeg vil godt rose forligspatierne for et godt og konstruktivt forhandlingsforløb, hvor fokus især har været på patienterne, og de særligt pressede afdelinger på hospitalerne, lyder det fra Mads Duedahl.

Regionrådspolitikerne har i alt haft mulighed for at afsætte 99 millioner kroner ekstra i 2023: 

- Men det dækker sådan set kun bundne opgaver i og med, at der blandt andet kommer flere ældre. Men vi har haft mulighed for at hæve råderummet yderligere her i det nordjyske. Vi har fået frigivet over 20 millioner ved at hjemtage ambulancedriften, og derudover har vi fundet 15 millioner kroner ved at reducere i de administrative omkostninger i hele regionen. De penge kommer med i puljen, som vi kan bruge på tiltag, der direkte kommer patienter og personale til gode, siger Mads Duedahl.

TV2 Nord mødte Mads Duedahl tirsdag aften. Se hele interviewet her: 


Seneste nyt

fra Nordjylland