Regioner på forhandlingsbordet: - Det er dybt bekymrende, siger formand

Det vil få store konsekvenser for nordjyderne, hvis Region Nordjylland blev nedlagt, mener regionsrådsformand.

Under regeringsforhandlingerne har TV2 Nords kilder berettet, at en nedlæggelse af regionerne og oprettelsen af et nationalt sundhedsvæsen har været på forhandlingsbordet.

Moderaterne vil nedlægge regionerne, og der er “forskellige konstellationer i spil”, erfarede vi tirsdag eftermiddag.

De rygter forholdt regionsrådsformand for Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), sig til kort før pressemødet onsdag.

- Hvis man lukker regionerne i Danmark, vil jeg være yderst beklagelig over det, både på sundhedsvæsnets og regionernes vegne. Det vil centralisere magten - givetvis i København et sted - og så kan vi spørge os selv som nordjyder 'hvor meget vil vi blive taget seriøst i forhold til de mindste sygehuse, lokalområder og de mange udfordringer, vi står overfor', lød det fra regionsrådsformanden.

Skal stadig se på forbedringer

Især lagde regionsrådsformanden vægt på vigtigheden af nærhed.

- Der er mange ældre i vores lokalsamfund, der har behov for at have en læge og hjælp i dagligdagen tæt på, og hvis man ikke er i tæt kontakt med dem og har en region med nordjyske politikere og et godt netværk, så ved jeg næsten ikke, hvem der skal tjene Nordjyllands interesser, lød det fra Mads Duedahl, der fortsatte:

- Centraliserer man det her i en styrelse, så vil Nordjylland blive glemt. Det vil blive reduceret til et udkantsområde. Så får vi ikke de samme muligheder. Det vil være et hårdt slag for Nordjylland.

Han er dog enig i, at fremtidens sundhedsvæsen skal se anderledes ud end i dag:

- Det er en god idé at skabe mulighed for at debattere sundhedsvæsenet i det kommende regeringsgrundlag, for der er pres på rigtig mange steder. Er det det rigtige snit vi har mellem kommuner, regioner og almen praksis. Men jeg må anbefale den kommende regering, at man ser på vigtigheden af nærhed.

- Jeg tror og håber på, at regionerne består, sluttede han kort før præsentationen af det nye regeringsgrundlag.


Seneste nyt

fra Nordjylland