Arkivfoto. Foto: Christell Iversen

Brand i svinestald nord for Thisted

En svinestald på en gård nord for Thisted står i flammer.

Der er onsdag morgen udbrudt brand i en svinestald på en gård på Skovstedvej nord for Thisted. Brandfolk fra Nordjyllands Beredskab og Beredskabsstyrelsen har branden under kontrol, og kun få grise er omkommet i branden.  

- Branden opstod omkring klokken 07:00. Den havde fået fat på tagkonstruktionen i en af længerne med smågrise. Vi har den under kontrol nu, siger Rasmus Evaldsen, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab til TV MIDTVEST. 

Røgsøjlen kunne ses på flere kilometers afstand, da brandfolkene kom frem til gården. Der er dyrlæger på stedet, men ifølge indsatslederen er det brandens størrelse taget i betragtning gået ud over ganske få grise.

- Dyrlægerne er i gang med at undersøge grisene for røgforgiftning, men det er heldigvis kun få, der er døde. Gårdejeren selv var allerede igang med at slukke med en forholdsvis stor slange, da vi kom frem. Det har spillet en stor rolle i at vi har fået kontrol med branden, siger Rasmus Evaldsen.