Dronning Margrethe besøger Hanstholm

Dronning Margrethe besøger i slutningen af august Thisted Kommune, hvor Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj i Hanstholm.

Dronningen Margrethe er ombord på Kongeskibet Dannebrog, når det anløber Hanstholm Havn den 30. august 2021 som led i dronningens sensommertogt.

- Det er noget helt særligt at få kongeligt besøg, og jeg er glad og stolt over, at dronningen skal rundt og se nogle af de mange ting, som vores skønne del af Danmark har at byde på, udtaler Thisted Kommunes borgmester Ulla Vestergaard (S).

Dronningen skulle oprindeligt have besøgt Thisted Kommune på sit sensommertogt i 2020, men besøget måtte desværre aflyses på grund af coronapandemien.

Vil vise sammenhold

Ulla Vestergaard håber, at besøget bliver en inspirerende og god oplevelse for dronningen.

- I Thy har vi et fantastisk sammenhold, og vi er i gang med en masse spændende projekter, der viser, at man kan rigtig meget, når man går sammen om at skabe og udvikle. Det, håber jeg, vil skinne igennem på dronningens tur rundt i Thisted Kommune.

Thisted Kommune havde sidst besøg af kongeskibet i 2011, da Dannebrog anløb Hanstholm Havn. Her var det kronprinsparret, der besøgte Thisted Kommune.

Desuden havde kommunen besøg af dronningen og Prins Henrik ved et sensommertogt i 2009, hvor kongeskibet lå ved kaj i Thisted Havn.


Seneste nyt

fra Nordjylland