Hanstholm Havn: Udvidelsesprojekt sendes i udbud
Foto: TV MIDT / VEST
Udvidelsesprojekt for Hanstholm Havn sendes i udbud efter bestyrelsens har godkendt udbudsmateriale.
Bestyrelsen i Hanstholm Havn har på et bestyrelsesmøde netop godkendt udbudsmaterialet vedrørende udvidelsen af havnen, med en forventet offentliggørelse af udbudsmaterialet den 1. februar 2017.
Udbudsprocessen med udvælgelse af tilbudsgivere, forhandling samt valg af vindende entreprenør af opgaven forventes at strække sig frem til september måned 2017.
Som led i den løbende dialog med havnens ejer har strategi- og økonomiudvalget i Thisted Kommune på et møde fået en status på den kommende udbudsproces.
Selve byggeperioden forventes at løbe over tre år - og starte foråret 2018, og følger dermed den tidligere udmeldte tidsplan med en forventet færdiggørelse 2020.
Myndighedsbehandling af VVM ansøgning, og ændring af lokalplan i forbindelse med udvidelsesprojektet, samt opstilling af tre nye vindmøller på området ved Roshagemolen, som erstatning for de nuværende fire møller, er i samarbejde med Thisted Kommune sat i gang, og der vil den i den kommende periode blive udsendt debatoplæg i høring for begge projekter.
Opgaven med opførelse af en ny kassehal på havnen er sendt i udbud, og valg af leverandør til opgaven forventes truffet primo februar måned. Den nye hal forventes klar til brug i løbet af sommeren 2017.
-Jeg er meget glad for at vi nu er nået til endnu en milepæl i processen frem mod en udvidelse af Hanstholm Havn, og er overbevist om, at der vil være stor interesse fra såvel danske som udenlandske entreprenører for at byde på opgaven, og ser frem til at modtage nogle meget attraktive tilbud, der imødekommer vore krav til pris, kvalitet og funktionalitet for havneudvidelsen, og efterfølgende forhandling af indkomne tilbud, siger Martin Vester, bestyrelsesformand for Hanstholm Havn.