SUP-verdensmester fra Thy langer ud efter sportsforbund
Foto: ISA
Casper Steinfath fra Klitmøller kritiserer Dansk Kano & Kajak Forbund for at ville stjæle SUP-sporten
Klitmøller-surferen Casper Steinfath er gået i clinch med Danmarks Idræts Forbund og Dansk Kano & Kajak Forbund (DKF). Det sker, fordi DKF, som hører under DIF, ifølge Steinfath forsøger at påberåb sig retten til SUP-sporten - Stand Up Paddle Surfing. Ifølge Steinfath uden at have noget forhold eller nogen tilknytning til den.
Casper Steinfath er tredobbelt SUP-verdensmester, næstformand i Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF) og vicepræsident for det internationale surfforbund ISA. Han beskriver i et åbent brev sin bekymring og firundring over at DKF har søgt DIF om at blive SUP-sportens officielle forbund.
- Det bekymrer mig meget, hvor virkelighedsfjernt de seneste aktioner fra DKF er. DKF har hverken nogen relation til eller bidraget til det etablerede SUP-miljø på nogen måde i de seneste år. Det er for mig absurd at læse, hvordan DKF påstår, at de er drivkraft for SUP-sporten herhjemme og vil have retten til at styre SUP på nationalt plan, skriver han blandt andet i brevet, der fortsætter således:
- I det etablerede danske SUP miljø er der ingen tvivl om hvilket forbund, der faktisk har arbejdet progressivt og innovativt for SUP sportens udvikling i Danmark. Det er DSRF. Først med frivillige kræfter og senere med hjælp fra projektet ”STOKED” gennem Nordea fondens ”Det gode unge liv”. DSRF rykker og brænder for SUP sporten i Danmark, og som aktiv udøver har jeg meget svært ved at se, hvordan DKF med sin pågriben af SUP i Danmark virkelig har atleternes og det bredde SUP miljøs bedste interesser på hjerte.
Overfor TV2 Nord uddyber Steinfath på en telefon fra Hawaii sin kritik:
- De vil have fingrene i en krukke de slet ikke har noget at gøre med og som udøver ser jeg ikke at Kano & Kajak Forbundet har bidraget til at udvikle sporten, så jeg er virkelig et stort spørgsmålstegn i forhold til hvorfor de gør det her.
- Jeg synes ikke, det er fair paly, og jeg vil gerne opfordre DIF til at se hvor problematisk det er at forbund forsøger at stjæle hinandens sportsgrene.
Virkeligheden er dog mere nuanceret end som så. Det forklarer Christian Jacobsen, der er direktør for Kano & Kajak Forbundet, der altså er under angreb af Casper Steinfath og DSRF.
- Jeg synes, Casper taler lidt imod bedre vidende på nogen områder. Casper sad sammen med mig og flere andre for fem år siden og diskuterede mulighederne for SUP i Danmark, og vi sagde, vi synes man skulle udvikle sporten først og så udvikle organisationen efterfølgende. I kano- og kajakklubberne tog man, og det gjorde man også i sejlklubberne, så fat på SUP, og så er det jo ligesom gået derfra. Det er gået stille og roligt, men nu er der faktisk ni procent af vores klubber, der har taget SUP til sig og arbejder med det, siger Christian Jacobsen, der dermed udfordrer Steinfaths udlægning af at DKF ikke har noget med sporten at gøre.
Den direkte årsag til at Dansk Kano & Kajak Forbund nu søger DIF om at blive det officielle forbund for SUP er at man på den årlige konference for ICF, det internationale fodbund for kano- og kajaksport har besluttet at tage stand up paddle surfing under sine vinger som en ny bådtype,
En del af Steinfaths kritik går dog også på, at den kultur man har i surfmiljøet er markant anderledes end den man finder i Kano & Kajak Forbundet, og han mener dermed, det vil skade det miljø, Dansk Surf og Rafting Forbund har fået stablet på benene at et andet forbund nu vil træde ind på domænet.
Om det sidste vil blive tilfældet vil Christian Jacobsen natirligvis ikke sige, men han er enig med den tredobbelte SUP-verdensmester i, at der er stor forskel på de forskellige former for SUP.
- Det SUP der foregår i Klitmøller hvor man helt kunstfærdigt udnytter bølgerne som en del af sporten er jo helt anderledes end den SUP der foregår i havne og på søer, men begge dele er SUP, siger Christian Jacobsen, der slutteligt siger, han ikke har lyst til at eskalere situationen mellem de to forbund i pressen eller indlede en skyttegravskrig. Han ønsker i stedet at starte en direkte dialog, men det har indtil nu været en udfordring.
- Sammen med DIF og Dansk Sejlunion har vi forsøgt at få et møde. Det har været svært, men nu skal vi indtil videre holde det den 3. maj, slutter Christian Jacobsen.