Aalborg-profil tager fusen på fans efter storsejr
George Sørensen fortsætter endnu en sæson i Aalborg Pirates. Det annoncerede klubben med en underskrift af kontrakten på isen. Foto: Patrik Stollarz, Ritzau/Scanpix
George Sørensen fortsætter endnu en sæson i Aalborg Pirates. Det annoncerede klubben med en underskrift af kontrakten på isen.
En fremragende aften for Aalborg Pirates-fansene med en 5-1-sejr over rivalerne fra Frederikshavn blev pludselig endnu bedre.
Umiddelbart efter kampen fandt Pirates-sportschef Ronny Larsen et stykke papir frem. Et stykke papir, hvorpå der var udformet en kontraktforlængelse for målvogter George Sørensen.
I anderledes stil underskrev målvogteren kontrakten på isen – dog ikke med den store gribehandske på højre hånd.
- Det var noget, vi gerne ville have på plads. Vi har snakket lidt med George i et stykke tid, og han var interesseret i at tage en sæson mere i Danmark, og det er vi glade for, at det bliver i Aalborg, siger sportschef Ronny Larsen til TV 2 SPORT.
Glæden er også gengældt hos hovedpersonen, som i denne sæson vendte hjem til dansk ishockey efter tre sæsoner i svensk ishockey.
- Jeg er glad for at være her og har haft det super, siger George Sørensen, der dog langt fra har lagt drømmen om endnu en tur i udlandet væk:
- Jeg vil gerne af sted til udlandet igen, og jeg skal være lidt mere moden, have nogle kampe og bevise, at jeg kan stå på et højt niveau i flere kampe i træk.
Går efter landsholdet
George Sørensen håber på, at han med forlængelsen og regelmæssig spilletid kan spille sig tilbage i landsholdsvarmen.
- Jeg får de kampe, at jeg viser Heinz (Ehlers, landstræner, red.), at jeg er i god form, når det gælder. Det er bare at vise mig frem i hver kamp, og så håber jeg ellers bare, at han føler med, og så tager vi den derfra.
Aalborg Pirates fører suverænt Metal Ligaen med 67 point for 29 kampe. De har 16 point ned til Rungsted på andenpladsen.