Finaleklar efter fantastisk fight: Nordjysk damedouble forlænger stime
Foto: Scanpix
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har spillet sig i finalen ved Australian Open efter sejr over verdens nummer 10.
Som de eneste tilbageværende danskere må man sige, at Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl holder fanen højt i super series-turneringen Australian Open.
Lørdag morgen spillede damedoublen sig videre til finalen efter en sejr på 21-16, 20-22, 21-18 over japanske Yuki Fukushima og Savaka Hirota.
Det var danskernes fjerde sejr over japanerne, der rangerer som nummer 10 i verden. Dermed forlængede de sejrsstimen over et af de par, der før i dag aldrig havde formået at vinde et sæt over Pedersen og Rytter Juhl.
Sejren blev som sætcifrene antyder grundlagt allerede i første sæt, hvor de andenseedede danskere bragte sig foran med 11-7 inden opholdet. Det skyldtes især, at parret spillede ganske varieret og i øvrigt virkede til at være i et højere gear end japanerne.
I andet sæt var Pedersen og Rytter Juhl noget langsommere om at komme i gang. Efter 5-8 kom Fukushima og Hirota også på 8-11, inden danskerne kæmpede sig tilbage. Et flot stiksmash af Rytter Juhl bragte danskerne i front med 15-13, og så lå det næsten i kortene, at favoritterne ville sikre endnu en sejr i to sæt.
Kort efter tilspillede Pedersen og Rytter Juhl sig tre matchbolde, men trods føringen på 20-17 formøblede danskerne alligevel muligheden for at lukke kampen.
Efter nogle gode dueller, hvor japanerne fik presset Kamilla Rytter Juhl til at kaste sig efter bolden, kunne de besegle andet sæt med et kort smash: 22-20.
Derfor skulle et opgør mellem de to par for første gang afgøres i et tredje sæt. Her kom det danske par klart bedst fra start. 5-1 blev til 9-2, inden Fukushima og Hirota kom bedre med. De udlignede faktisk til 15-15, inden kampen omsider vendte igen.
Pedersen og Rytter Juhl måtte dg kæmpe hårdt for at vinde kampen. Ved 19-16 måtte de begge to smide sig ned på jorden for at nå boldene, og selvom kampen vildeste duel endte med japansk point, så fik danskerne tre nye matchbold kort efter.
Her sørgede japanerne for, at den anden blev udnyttet. En servefejl sikrede Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl en plads i finalen ved Australian Open.
I finalen venter topseede Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi, der besejrede kineserne Chen Qingchen og Jia Yifan 21-17, 21-11 i semifinalen.
Det var Matsutomo og Takahashi, som slog Pedersen og Rytter Juhl i OL-finalen for cirka et år siden.