Jammerbugt Kommune kan have penge til gode i Britta-sagen
Foto: Phill Magakoe/Ritzau Scanpix
Det kan vise sig, at Jammerbugt Kommune har penge til gode i sagen om Britta Nielsen.
Socialstyrelsen sender breve ud til en række parter, der muligvis har fået færre penge udbetalt i sagen om Britta Nielsens formodede svindel.
Socialstyrelsen vil fredag sende breve ud til en række tilskudsmodtagere, der muligvis har penge til gode efter den verserende sag om formodet svindel i styrelsen.
Sagens hovedperson, Anna Britta Troelsgaard Nielsen, er sigtet for at have svindlet for 111 millioner kroner, som hun har overført fra Socialstyrelsens satspuljemidler til egne konti.
Svindlen skal være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.
Af en pressemeddelelse fra Børne- og Socialministeriet fremgår det, at Socialstyrelsen har gennemgået en række sager for at ”identificere tilskudsmodtagere, som efter en nærmere konkret vurdering kan vise sig at have et tilgodehavende”.
Minister vil have ryddet helt op
Socialstyrelsen kontakter nu tilskudsmodtagerne for at bede om yderligere oplysninger, så det kan vurderes, om modtagerne har et tilgodehavende i styrelsen.
Børne- og socialminister Mai Mercado siger:
- For mig handler det om, at vi skal have ryddet helt op efter den her svindelsag og en del af den oprydning handler om at få pengene tilbage til dem, der kan være blevet snydt. Det har vi allerede taget hul på med årets finanslov, hvor vi har afsat 80 millioner kroner, som skal kompensere for de svindlede midler.
- Herudover er der en lille gruppe tilskudsmodtagere, som muligvis har et retmæssigt økonomisk krav. Hvis det er tilfældet, så skal de selvfølgelig også have deres penge, siger Mai Mercado i pressemeddelelsen.
Når sagerne er færdigbehandlet, vil de berørte tilskudsmodtagere blive kontaktet.
De tilskudsmodtagere, som i første omgang kontaktes, er:
Fredericia Kommune
Jammerbugt Kommune
Københavns Kommune
Næstved Kommune
Region Midtjylland
Region Syddanmark
Cystisk Fibrose Foreningen
Danske Døves Landsforbund
Holstebro Kommune
Roskilde Kommune