Norske læger: Vi har fundet sammenhæng mellem vaccine og blodpropper

Lægerne er sikre på sammenhængen mellem coronavaccinen fra AstraZeneca og en sjælden reaktion i immunsystemet.

Norske læger er nu overbeviste om, at de har fundet årsagen til, at tre patienter har fået blodpropper efter at være blevet vaccineret med AstraZenecas coronavaccine.

Og det har en sammenhæng med vaccinen, siger overlæge og professor ved Rikshospitalet i Oslo Pål Andre Holme.

- Årsagen til vores patienters tilstand er nu fundet, siger han til avisen Verdens gang.

Holdet af norske eksperter har undersøgt de tre patienter nøje ud fra en teori om, at vaccinen giver en uventet immunreaktion hos de syge. Deres immunsystem er blevet sat i gang, så det har udviklet en kombination af blodprop og et lavt antal blodplader.

- Vi har årsagen. Og der er ingen andre ting end vaccinen, der kan forklare, at vi har fået den immunreaktion, siger den norske overlæge.

- Vaccinen tager vi for at få en immunreaktion mod det, som vi skal beskyttes mod. Så udvikler man antistoffer. Nogle antistoffer kan så reagere på en måde, så de aktiverer blodpladerne, som i disse tilfælde, og give en blodprop, forklarer han.

quote Der er ingen andre ting end vaccinen, der kan forklare, at vi har fået den immunreaktion.

Pål Andre Holme, overlæge og professor ved Rikshospitalet i Oslo

Han tilføjer, at man ikke har fastslået nogen forklaring på, hvorfor nogle vaccinerede får denne reaktion, mens andre ikke gør det.

- Det er noget, som vi skal kigge nærmere på, siger han.

Den europæiske lægemiddelstyrelses særlige komite for bivirkninger holder torsdag møde om AstraZeneca vaccinen, som flere europæiske lande – der i blandt Danmark – har sat på midlertidig pause på grund af uforklarlige tilfælde af blodpropper.

VIDEO: Klinikassistent om usikker AstraZeneca-vaccine: - Jeg synes, man skal slå koldt vand i blodet

Den omdiskuterede coronavaccine fra AstraZeneca har været suspenderet siden i torsdags, da den er mistænkt for at være skyld i flere blodpropper. I dag slår Det Europæiske Lægemiddelagentur dog fast, at vaccinen er sikker. Dén opfattelse deler man også på en tandlægeklinik i Jetsmark.

Seneste nyt

fra Nordjylland