Sibirisk kulde rammer Danmark i weekenden
Foto: Aina González / Seerbillede
Sibirisk kulde har kurs mod Danmark. Temperaturen styrtdykker.
Iskold luft er på vej mod Danmark. Det giver i weekenden dagsfrost og snebyger.
Selv om solen er kommet højere på himlen, dagene er blevet længere og forårsbebudere står rundt omkring i de danske haver og parker, står vi i weekenden over for et regulært kuldefrembrud, som vil sende temperaturen ned under frysepunktet i dagevis.
Allerede fredag tages der nogle steder forskud på kulden, men de fleste vil for sidste gang i længere tid se termometeret nå over frysepunktet.
Kun på Bornholm har kulden allerede bidt sig fast, og her starter weekenden med frostvejr.
Enkelte snebyger - allerede i aften
Sammen med den den kolde luft, der for alvor ventes at rulle ind over Danmark fra øst i løbet af lørdagen, kan der allerede fredag aften og natten til søndag ved temperaturer mellem -3 og 0 grader falde lokale snebyger.
Det vil især være den nordlige del af landet, der kan få lidt sne.
Kulden rammer Danmark lørdag
Lørdag ventes koldfronten med den sibiriske kulde at passere Danmark.
Sammen med den koldere luft frisker vinden op fra øst og temperaturen vil lørdag ligge mellem -3 og 0 grader. Måske kan man langs Jyllands vestkyst lige akkurat se termometeret stige til en enkelt grad.
Og det er med at finde det varme vintertøj frem. Den friske til hårde østenvind får det lørdag føles bidende koldt. Den følte temperatur vil ved Østersøen ligge helt nede omkring -10 grader.
Langs østvendte kyster ved Kattegat og ved Østersøen kan der lørdag falde enkelte lokale snebyger, ellers bliver det en overvejende solrig lørdag.
Søndag bliver det koldere - med snebyger
Søndag er kulden for alvor begyndt at trænge ned over Danmark, og efter en nat med temperaturer mellem -6 og -2 grader ventes temperaturen i løbet af søndagen blot at stige til mellem -1 og -4 grader, og vi får således et landsdækkende isdøgn, som efter prognoserne at dømme bliver det første af en række iskolde døgn i Danmark.
Når den kolde luft blæser hen over Østersøen vil der dannes snebyger, som søndag især kan ramme Bornholm, og natten til mandag kan snebygerne blive kraftigere og med en frisk nordøstenvind, kan weekenden på Bornholm ende med sne og fygning.
I resten af landet bliver det mest tørt - men koldt - med temperaturer ned mellem -8 og -5 grader.
Sibirisk kulde indtager Danmark
Luften, der søndag strømmer frem mod Danmark, kommer direkte fra Sibirien.
En beregning på, hvorfra luften over København søndag klokken 12 stammer, viser, at den for syv dage siden lå over den centrale del af Sibirien - nær byen Verhojansk.
Herfra er luften blæst hen over den vestlige del af Sibirien, ned over det østlige Finland, før den når frem til Danmark.
Den sibiriske kulde opvarmes noget på sin vej - især hen over Østersøen - så den 'blot' vil give dagtemperaturer mellem -1 og -4 grader.
I løbet af næste uge ventes endnu koldere sibirisk luft mod Danmark. Det kan give dagtemperaturer under -5 grader, og om natten kan termometeret komme ned og vise -10 grader.