Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Slut med den blå himmel – regn og blæst på vej

Vejrskifte vil få de kommende dage til at føles mere som efterår end forår.

I samarbejde med tv2.dk

Efter flere dages tilløb får vi onsdag virkelig taget hul på vejrskiftet. Dermed er det endegyldigt slut med den lange periode med høj blå himmel og masser af solskin.

Først søndag kan vi igen se frem til en hel tørvejrsdag.

- Vi har vænnet os til, at solen har skinnet næsten hver dag, men de fleste steder har set det sidste til solen i april, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

De morgenfriske kan nå at opleve sollyset på himlen i Nordjylland, ellers er der overskyet i den største del af landet.

Regnen er begyndt

Det er allerede begyndt at regne lidt mod syd og modsat den seneste lange periode, bliver det nu regnen, der vinder.

Området med regn breder sig fra syd og sydvest. I København vil der være tørvejr indtil 16-17-tiden.

- Selvom vi går ind i en markant anderledes vejrtype, end vi ellers har været vant til i april, bliver i dag ikke den mest våde, fortæller Sebastian Pelt.

Der kommer mellem to og fire millimeter regn, der hvor der kommer mest. Torsdag kommer der mere, og fredag vil der være tale om kraftige byger.

Regnen kommer op over landet fra syd og sydvest. Mod øst kommer temperaturen under ti grader. Foto: TV 2

I det østlige Danmark må vi nøjes med encifrede varmegrader. Det bliver kun op til syv til otte grader på øerne, mens vi i Jylland får op til 11-12 grader.

Det kommer en del vind, der vil få det til at føles koldt.

- På Sjælland, Lolland-Falster, Møn og Bornholm vil den lave temperatur sammen med regn og vind få det til at føles mere efterårs- end forårsagtigt. For få dage siden var det nærmeste sommer med 21 grader, slutter Sebastian Pelt.