Stor historie florerer i cykelverdenen – Vingegaard involveret

Jumbo-Visma og Soudal Quick-Step bliver måske til ét hold.

Jonas Vingegaard, Remco Evenepoel, Primoz Roglic, Wout van Aert og Sepp Kuss på samme hold.

Det lyder som ren utopi, men ifølge det velansete hollandske cykelmedie WielerFlits bliver det virkelighed.

Mediet skriver således søndag aften, at de to hold fusionerer i 2024. Deres snakke skulle være begyndt i midten af juli, og ifølge mediet er det blot et spørgsmål om tid, før det bliver officielt.

De nye roller

  • Richard Plugge går fra at være holdchef på Jumbo-Visma til administrerende direktør

  • Merijn Zeeman bliver sportsdirektør på det nye hold – akkurat, som han er på Jumbo-Visma nu

  • Patrick Lefevere skifter rolle fra holdchef på Quick-Step til at være medlem af bestyrelsen

TV 2 Sport har været i kontakt med begge hold.

Jumbo-Visma er ikke vendt tilbage på vores henvendelse, mens Quick-Steps pressechef, Phil Lowe, skriver, at de ikke har nogen kommentar til historien.

Heller ikke Lefevere er vendt retur på TV 2 Sports besked, men til Sporza siger han:

- I må tænke, hvad I vil. Ingen kommentar. Beklager.

Het Laatste Nieuws omtaler også historien. I mediet lyder det: "Diskussioner er i gang – dette er blevet bekræftet over for vores redaktion".

En kæmpe kabale

Hvis historien holder vand, bliver den store udfordring at få rytterkabalen til at gå op.

I skrivende stund har Jumbo-Visma 27 ryttere tilknyttet, mens Quick-Step har 23 af slagsen.

Med store stjerner i begge lejre er det ikke utænkeligt, at det vil føre til flere afgange.

Remco Evenepoel har flere gange luftet sin utilfredshed med Quick-Step-holdets styrke, og WielerFlits skriver, at der er rygter om, at INEOS gerne vil hente den belgiske stjerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jumbo, der er en hollandsk supermarkedskæde, meldte tidligere på året ud, at de stopper deres sponsorat senest ved udgangen af 2024.

De er også villige til at springe fra tidligere, hvis andre vil købe sig ind.

En sjælden sæson

Jumbo-Visma regnes af mange som verdens bedste hold lige nu.

I år har de vundet alle tre Grand Tours med tre forskellige ryttere.

  • Giro d'Italia: Primoz Roglic
  • Tour de France: Jonas Vingegaard
  • Vuelta a España: Sepp Kuss

Quick-Step er også blandt de største hold på World Touren, men de har tidligere været mere succesfulde, end det har været tilfældet i 2023.


Seneste nyt

fra Nordjylland