Tiltalt for svindel med indsamling til kræftramte børn forklarede sig i retten

Formanden for foreningen understregede, at det aldrig blev lovet, at alle pengene skulle gives videres til børnene.

Onsdag startede retssagen mod to fætre, der står tiltalt for groft bedrageri med indsamling af penge til kræftsyge børn.

Som formand og næstformand for Foreningen for Danske Kræftramte Børn indsamlede de ifølge anklageskriftet 4,7 millioner kroner i donationer - men beholdt langt størstedelen af pengene selv.

Kun 508.043 kroner - altså cirka en tiendedel af det indsamlede beløb - blev givet videre til landets kræftafdelinger i form af legetøj og biografbilletter.

Men alligevel nægter fætrene sig skyldige.

Ifølge den 30-årige formand for foreningen havde de nemlig ingen steder fortalt, hvor mange penge der skulle gives videre til børnene.

- Alle, der søgte med undtagelse af nogle få familier, der ikke kunne fremvise en lægeattest på, at de havde et kræftsygt barn, fik deres ønsker opfyldt, sagde han i retten.

Og på trods af problemer med hukommelsen bakkes den forklaring op af hans fætter og næstformand i foreningen.

Hashforbrug har skadet hukommelsen

I retten forklarede den 29-årige næstformand, at det var hans indtryk, at indsamlingerne gik efter bogen.

Mandens advokat fortæller, at den 29-årige aldrig selv modtog nogen af de indsamlede penge, og at al økonomi blev styret af formanden sammen med direktøren for de spanske call-centre, der stod for indsamlingen.

Call-centrene selv modtog 40 procent af donationerne - altså cirka 1,9 millioner kroner.

Men heller ikke det kendte næstformanden noget til. Dog undskyldte han sig i retten med at have problemer med hukommelsen.

- Jeg er måske præget af, at jeg har røget hash i mange år, forklarede han.

Afsløret i tv-program

Ifølge anklageskriftet nåede Foreningen for Danske Kræftramte Børn at indsamle donationer fra mindst 3.303 danske virksomheder.

Selvom pengene blev indsamlet af danske medarbejdere på call-centre i Spanien, skete det under påskud af at befinde sig i Odense.

Her blev der festet og danset, når en virksomhed donerede beløb på normalt 1500 til 2000 kroner.

Den påståede svindel skal have stået på i mere end et år, indtil TV 2-programmet 'Operation X' afslørede, hvordan sælgere i Spanien ved hjælp af tilsyneladende fiktive historier om syge børn og opdigtede samarbejdspartnere lokkede millionerne ud af danske donorer.

Der er afsat syv dage til retssagen i Retten i Odense, hvor blandt andet 31 vidner er indkaldt - heriblandt flere tidligere telefonsælgere for foreningen samt en række pengedonorer.

Der forventes at falde dom i løbet af januar.


Seneste nyt

fra Nordjylland