TV 2 tester fem mundbind - ét var langt bedre end de andre

Tommelfingerreglen er så mange lag som muligt, siger overlæge, som advarer om, at visse mundbind skaber falsk tryghed.

Mundbind bliver nu obligatorisk i den kollektive trafik på alle tider af døgnet over hele landet. Det oplyser statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde lørdag.

Men hvilket mundbind sikrer så bedst dig og dem omkring dig, når du bevæger dig rundt i det offentlige rum?

TV 2 har fået testet fem forskellige mundbind hos Teknologisk Institut. Ét kirurgisk mundbind og fire af stof, som er købt i forskellige butikker i København.

- Det kan være meget svært at vurdere visuelt, hvilket mundbind, der egentlig virker, når man er ude at shoppe. Der skal en test til - eller ihvertfald et certifikat i forhold til, at det er godkendt af myndighederne, forklarer specialist ved Teknologisk Institut Stig Koust Hansen til TV 2.

De fire mundbind

TV 2 gik en tur på Strøget i København og købte fire forskellige stofmasker.

Én købt i en souvenirbutik:

Mundbind købt i en souvenirbutik på Strøget. Foto: TV 2
Mundbind købt i en souvenirbutik på Strøget. Foto: TV 2

Én i en tøjbutik:

Mundbind købt i en tøjbutik på Strøget. Foto: TV 2
Mundbind købt i en tøjbutik på Strøget. Foto: TV 2

Én i en sportsbutik:

Mundbind købt i en sportsbutik på Strøget. Foto: TV 2
Mundbind købt i en sportsbutik på Strøget. Foto: TV 2

Én købt i en undertøjsforretning.

Mundbind købt i en undertøjsforretning på Strøget. Foto: TV 2
Mundbind købt i en undertøjsforretning på Strøget. Foto: TV 2

De fem forskellige mundbind blev testet i forhold til et nys, en udånding og almindelig tale.

I et rør blev vandpartikler med salt i forskellige størrelser helt ned til én hundrededel af tykkelsen på et menneskehår sendt mod mundbindet.

Således blev det målt, hvor mange partikler omkring én mikrometer og og fem mikrometer, der kom igennem mundbindet.

Holder stort set alle vandpartikler tilbage

Resultatet viste, at mens den kirurgiske maske som forventet holder 95 procent af alle partikler tilbage, er det bedste af stofmundbindene det, der er købt i en undertøjsforretning.

Den maske, som består af et tykt stofmundbind med polyester og elastan, placerer sig næstbedst i testen.

Mundbindet fra undertøjsforretningen er i stand til at holde 88 procent af de store og 50 procent af de små partikler tilbage.

De resterende tre mundbind viste sig at være dårligere.

De forhindrede kun omkring 50 procent af de store partikler og 10 procent af de små vandpartikler at slippe igennem.

Og derfor var konklusionen fra Teknologisk Institut klar: Det kirurgiske mundbind holder stort set alle vandpartikler tilbage og er dermed det bedste valg.

Overlæge: Kun 12 lag stof er effektivt

Professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, Thomas Benfield, vil kun anbefale de kirurgiske mundbind.

- Det er kun i den situation, hvor man ikke har adgang til en kirurgisk maske, at man kan bruge hvad som helst. Tommelfingerreglen er, at man skal bruge så mange lag som muligt, siger han.

Eksempelvis gælder det ifølge Thomas Benfield, at 12 lag almindeligt stof er lige så effektivt som de kirurgiske masker.

- Men så bliver det næsten umuligt at bære. Allerede ved tre lag stof har man faktisk en meget god barriere, lyder det fra overlægen.

Men selv de dårligste af stofferne filtrerer trods alt 50 procent af de store partikler, det er vel bedre end ingenting?

- Ja, absolut, men det giver netop ikke beskyttelse, og problemet er, at det måske så giver en falsk sikkerhedsfornemmelse hos dem, der bruger dem, siger Thomas Benfield.

- Måske kommer de for tæt på andre. Så skal de nok få smittet halvdelen alligevel. Det er bare et spørgsmål om tid.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland