250.000 kroner skal bringe mere idræt til Thisted
Foto: TV Midtvest
Der skal være flere idrætstilbud, og Thisted Gymnastik & Idrætskultur modtager derfor en stor donation.
Thisted Gymnastik og Idrætkultur skal etablere særlige idrætstilbud, hvor for eksempel instruktører tager ud til Thisteds virksomheder, foreninger og institutioner for at undervise i forskellige idrætsaktiviteter.
Målet er, at flere kommer til at bevæge sig, så kommunens 44.000 personer hver uge dyrker 5000 timers motion. Det nationale mål for 2025 er, 75 procent af danskerne skal være idrætsaktive.
Det sker ved hjælp af en donation fra Trygfonden på 250.000 kroner, og projektet hedder Bevægelsesbarometret.
- Undersøgelser viser, at personer i mindre byer bevæger sig mindre end landsgennemsnittet, og det kan vi ikke have siddende på os i Thisted, udtaler Marie-Louise Kondrup, der er projektleder for ”Bevægelsesbarometret" i en pressemeddelelse, og fortsætter:
- Vi blander den traditionelle foreningsidræt med mere legende aktiviteter, og vores mål er at aktivere børn og voksne til blandt andet at dyrke yoga, gå på slankehold, spille boldspil eller lære nye skolegårdslege. I Thisted Gymnastik & Idrætskultur dyrker vi på nuværende tidspunkt omkring 1.000 timers motion om ugen, så at nå 5.000 timer er et ambitiøst mål. Men vi håber, at folk i Thisted vil være med til at nå målet sammen med os, og at det også på lang sigt giver flere lyst til at dyrke motion og idræt.
App skal hjælpe
For at motivere borgerne til at få bevæget sig er der udviklet en app, hvor man kan registrere sine aktive timer. På den måde kan alle følge med i byens samlede aktivitetsniveau.
TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland står bag donationen, der gives som led i TrygFondens samlede arbejde for at øge danskernes sundhed og trivsel.
- I TrygFonden arbejder vi for at fremme sundhed og trivsel gennem fysisk aktivitet. Derfor er vi glade for at kunne bidrage til indsatsen for at styrke idrætstilbuddene for børn og voksne i Thisted. Udover at få mere bevægelse ind i hverdagen er der forhåbentligt også mange, som på den måde stifter bekendtskab med foreningslivet og de gode fællesskaber, der følger med, siger Lone Poulsen, næstformand i TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland.