66-årig fra Ulfborg er fortsat forsvundet: Kan være i Nordjylland
Politiet vil gerne have hjælp til at finde en 66-årig mand fra Ulfborg, der fortsat er forsvundet.Han kan muligvis være taget til Nordjylland, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Hele natten har Midt- og Vestjyllands Politi forgæves forsøgt at finde den 66-årige mand fra Ulfborg, der har været forsvundet siden lørdag over middag.
Han forlod sin bopæl i Ulfborg omkring kl. 13 i nedtrykt sindstilstand. Politiet har ledt efter ham med hunde, også de steder, hvor hans familie tror, han kunne være. Men han er stadig ikke fundet.
- Vi ved ikke, hvor han er kørt hen, men han kan have søgt mod skov eller plantager i området. Han har tidligere boet i Hjørring og Frederikshavn, hvorfor vi ikke kan afvise, at han kan have søgt til disse områder, siger Anders Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 66-årige er 180-185 cm høj, almindelig af bygning og har gråt skæg og briller. Han er formentlig iført grålig trøje, mørk jakke med logo af gravhund samt blå jeans og er iført træsko.
Den 66-årige mand er kørende i kobberfarvet Suzuki SX4 årgang 2014.
Politiet vil meget gerne have hjælp til at finde manden. Finder man ham eller bilen kan politiet kontaktes på tlf. 114.
Den 66-årige mand blev søndag eftermiddag fundet død. Hans navn og billede fremgik tidligere af denne artikel, men fordi han er fundet, er dette efterfølgende blevet fjernet.
Flere artikler fra TV MIDTVEST