Bekymrede borgmestre frygter lukninger af arresthuse

To borgmestre frygter, at regeringen vil lukke arresthuse i Nordjylland.

Kriminalforsorgen skal effektivisere, og en række arresthuse er i spil til at blive lukket. Flere borgmestre er allerede nu bekymrede for, om effektiviseringen kommer til at koste statslige arbejdspladser i deres kommune. 

- Jeg vil tage kontakt til mine forbindelser på Christiansborg og fortælle, at jeg naturligvis håber, at vores område går fri. Vi er i forvejen ikke overbefolket med statslige arbejdspladser, siger Hans Ejnar Bertelsen, der er borgmester på Mors. 

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), stemmer i. 

- Hvis man tømmer os uden for København og Sjælland for statslige arbejdspladser, så bliver vi altså et Danmark, der knækker over, siger Birgit Hansen.

En ny aftale på Christiansborg betyder, at Kriminalforsorgen skal effektivisere for 260 millioner kroner. De fleste penge skal findes ved at lukke arresthuse og fængsler. 

Arresten i Nykøbing er en af landsdelens i alt seks arrester. Den beskæftiger 12 statsansatte funktionærer.
Arresten i Nykøbing er en af landsdelens i alt seks arrester. Den beskæftiger 12 statsansatte funktionærer.

Der er i alt 36 arresthuse i Danmark. Her i landsdelen er der arresthuse i Hjørring, Hobro, Aalborg og i Nykøbing Mors. 

Begrundelsen for eventuelkt at lukke arresthuse er, at der er tomme celler, og at en række af de gamle arrester ikke er tilstrækkeligt sikre for personalet. Men lige nu er det at lukke arresthusene er i direkte modstrid med regeringens meldinger om, at der skal flyttes statslige arbejdspladser ud af København og ud i det øvrige Danmark.  

- Man holder skåltaler med den ene hånd om, at man skal udflytte statslige arbejdspladser. Og med den anden hånd, der knækker man en hæl og klipper en tå, og derfor går vi straks i beredskab, siger Birgit Hansen. 

Søren Pape: Der er overkapacitet

Det er justitsminister Søren Pape Poulsen, der skal stå for effektiviseringen. Til Jyllands Posten siger han;  

- En ting er at udflytte statslige arbejdspladser. Det skal vi fortsat. Men vi er ikke en regering, der mener, at vi skal brænde penge på gaden. Og hvis der er en stor overkapacitet, og det er der, skal vi så holde en masse pladser åbne? Det kommer ikke til at ske, siger Søren Pape Poulsen til avisen. 

I følge TV2 Nords oplysninger er der lige nu en samlet overbelægning på 15 indsatte i de nord- og midtjyske arresthuse.

Der er endnu ikke sat navn på mulige byer, der er i spil til at få lukket arresthuset. 


Seneste nyt

fra Nordjylland