Borgere er utilfredse med byggeplaner på gammelt fodboldstadion - Nu er beslutningen udskudt
Thisted Kommune går med drømme om at udstykke attraktive byggegrunde, men fodboldbanens naboer er i mod.
Kommunalbestyrelsen i Thisted valgte her til aften at udskyde beslutningen om fremtiden for det gamle Landlyst Stadion i byen. Lokalpolitikerne gik ellers med tanker om at udstykke en del af arealet til byggegrunde, men nu skal sagen tilbage i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, før byrådet endeligt skal tage stilling.
Stedet har sjæl og historie, og det er ikke sådan noget, man bare lige fjerner med et snuptag.
Jan Fink Mejlgaard, Borger i Thisted
- Det gik jo nok anderledes end ventet. Der var et flertal, der sagde, at vi sprang et led over. Man skulle have en offentlig høringsfase, inden man beslutter, at det sendes i udbud, fortæller Esben Oddershede (V), der er formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune.
Det var et snævert flertal af 14 byrådsmedlemmer ud af 27, der ønskede, at der først skal gennemføres en høring og en debatfase, før et eventuelt byggeri kan iværksættes. Op til byrådsmødet havde flere borgere udtrykt utilfredshed med, at der skulle bygges på de grønne arealer ved det gamle stadion.
- Rigtig mange spiller bold hernede, og folk motionerer her. De omkringliggende institutioner, skoler og dagplejer, bruger også stedet. Det er et sted, som bliver brugt af rigtig mange, og det vil vi gerne bevare, fortalte borgeren Jan Fink Mejlgaard forud for kommunalbestyrelsesmødet.
Jan Fink Mejlgaard har stiftet en facebook-gruppe, hvor han kæmper for at bevare området, som det er.
- Vi synes, det ville være helt forkert at nedlægge det her sted, som rigtig mange mennesker sætter pris på. Stedet har sjæl og historie, og det er ikke sådan noget, man bare lige fjerner med et snuptag, synes vi, siger Jan Fink Mejlgaard fra Thisted.
Det er en del af Thisted Kommunes budgetforliget for 2020, at der skal kigges på om området kan bruges anderledes. Kommunen har lagt op til, at det er to tredjedele af grunden, der skal bygges på, men det er ikke godt nok, mener de utilfredse borgere med Jan Fink Mejlgaard i spidsen.
- Det er jo en kommunal grund deroppe, og det er en grund, som er attraktiv til mange områder. Det er det, vi skal forsøge at komme frem til, at det kan anvendes bedre, end det gør i dag, fortæller Esben Oddershede.
Hvad skal der ske nu?
- Der bliver lavet en sagsfremstilling i udvalget, hvor den så kommer ud i en debatfase, hvor man beder om idéer til, hvad arealet kan bruges til. Der vil komme mange forskellige forslag. Det kan være grønt område, det kan være en kombination, som vi foreslog, eller det kan blive noget helt tredje, fortæller Esben Oddershede.
Flere artikler fra TV MIDTVEST