Egon har en plan: Lokal havmåge er under pres

Der findes kun et par hundrede ynglende par i Danmark, og bestanden på er verdensplan styrtdykker. Så nu skal der gøres noget, mener fugleformand.

Riden er en dejlig flyver, men den er også ved at være vingeskudt.

Fugle-entusiasten Egon Østergaard, der bor i Hodsager ved Holstebro, er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Han er bekymret for, hvordan det skal gå måge-arten riden.

- Det er en smuk måge, siger Egon Østergaard til TV MIDTVEST.

Riden er nemlig voldsomt under pres på verdensplan. Over de seneste årtier er 7 ud af 10 rider forsvundet, forklarer DOF på sin hjemme. 

Færre fugle herhjemme

I Danmark er der så få rider, at der virkelig skal gøres noget for at redde de steder, hvor de har reder.

Fra 2007 til 2018 er der kommet mellem en tredjedel og en femtedel færre rider herhjemme. Så Egon Østergaard er bekymret for ridens tilstand.

Er du optimistisk for ridens fremtid?

- Nej, for med den tilbagegang, der er i de større kolonier andre steder, kan man forvente den samme tilbagegang i Danmark, siger Egon Østergaard til TV MIDTVEST.

Lokal livsnerve

Det er især på kalkstensklippen i Bulbjerg, riderne slår sig ned for at yngle.

Her i den nordvestligste del af Thisted Kommune bruger de foråret og dele af sommeren, indtil ungerne bliver flyvefærdige nok til at stikke til søs.

I Bulbjerg yngler omkring 400 par, og i Danmark yngler omtrent 400 og 600 ridepar i alt.

Dermed er Bulbjerg ridens livsnerve i Danmark.

Varmt vand driller

Egon Østergaard mener, klinten skal beskyttes endnu bedre.

Men det største problem er, at der kommer færre af de småfisk, som riden spiser.

Det skyldes især de stigende havtemperaturer, for de vandlopper, som fiskelarver spiser, er meget temperaturfølsomme.

De vandlopper, der kan leve i varmere vand, er mindre fede og derfor dårligere føde for fiskelarverne, der bliver til de fisk, fuglene skal spise.

Derfor er Egon Østergaards plan for at hjælpe ganske klar:

- Man kan stoppe klimaforandringerne. Samtidig kan man se på, om man kan begrænse fiskeriet i de i enkelte områder i Nordsøen, hvor der er udpeget fuglebeskyttelsesområder, siger Egon Østergaard.

Allerede truet

Lokalt vil han arbejde for, at ynglepladserne i Bulbjerg og ved molerne i Hanstholm og Hirtshals bliver beskyttet bedre.

For alternativet er, at den truede fugl kan blive et endnu sjældnere syn i Danmark.

Og det er dårligt nyt, når nu riden allerede er truet.

Derfor tør Egon Østergaard heller ikke små om, hvor mange rider der vil yngle i Danmark om 10 år.


Seneste nyt

fra Nordjylland