Golfkammerat mindes Lars Larsen: - Det er en trist dag for os alle sammen
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Jysk-stifteren Lars Larsen havde fødderne solidt plantet i den himmerlandske muld, hvor han især var engageret i golfklubben.
Ud over at være en af landets mest succesrige erhvervsmænd, så var Jysk-ejer Lars Larsen også en passioneret golfspiller, som brugte mange timer hos Himmerland Golf & Spa Resort.
Siden 1987 har han været først aktionær og senere ejer af golfklubben, og her har blandt andre Henrik Dalgaard gået mange runder med Lars Larsen, der sov stille ind mandag morgen.
- Jeg synes, det er en trist dag for os alle sammen. Det er en stor mand, som har gjort rigtig meget for stedet og for området, som er gået alt for tidligt bort, siger Henrik Dalgaard, som ud over at være golfspiller også er byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Vesthimmerland Kommune.
Helt nede på jorden
Mens de fleste kun kender Lars Larsen gennem hans offentlige optrædener, så fik Henrik Dalgaard et sjældent indblik i privatpersonen Lars Larsen.
- Han var bare helt nede på jorden. Han var ikke én, man skulle tage specielle hensyn, og han kaldte bare en skovl for en skovl. Der var respekt for, at han både var en dygtig forretningsmand og at han havde fødderne dybt plantet i den himmerlandske muld, siger Henrik Dalgaard.
Den lokale forankring kunne mærkes i golfklubben, hvor Lars Larsen kom for at slappe af.
- Det her var hans frirum og hans åndehul, og her har han haft mange gode oplevelser, og vi har haft mange gode oplevelser med ham. Her kunne vi feste til langt ud på natten, og det har givet en helt speciel ånd, fortæller Henrik Dalgaard.
Stor betydning for Vesthimmerland
En anden golfspiller hos Himmerland Golf & Spa Resort er den tidligere konservative borgmester Knud Kristensen.
Han sætter stor pris på alt det, som Lars Larsen har gjort for området.
- Han var med til at sætte Vesthimmerlands Kommune på verdenskortet. Da man besluttede, at der skulle laves en europatour, så var det den største sportsbegivenhed i Danmark nogensinde. Det var hans fortjeneste, siger Knud Kristensen.
Det var med Lars Larsens stadige økonomiske opbakning i ryggen, at Made in Denmark kom op at stå i 2014 og er blevet den store publikumssucces, som turneringen fortsat er.
Lars Larsens investeringer i golfcenteret i Himmerland har dog ikke kun haft betydning for golfspillere, men for hele kommunen, mener Knud Kristensen.
- Det er et rigtig stort tab for den kreds, der var tæt på ham herude i centeret, at han nu er væk. Han har betydet rigtig meget. Golfcenteret er blevet totalt forvandlet og er blevet en turistmagnet, og det er Lars, der har stået for det, siger han.
Lars Larsen efterlader sig sin kone, to børn og fire børnebørn.